Tier sidder jeg alene;
Paa Bordet Lampen skinner;
Der vælder ud i Natten
For mig en Strøm af Minder.
Og sammen med dem bryder
Med Et en gammel Kilde
I Hjertet op og springer
Med Straaler selsomt milde, —
En Kilde, som jeg troede,
Var tørret ud til Bunden,
Men nu inat mig tykkes
Som ny og atter funden.
Det er for mig, der Tørsten
Saalænge maatte taale,
Som var det Blod af Druer,
Der sprudled i en Straale.
Den fylder mig mit Bæger
Med uvant Fred og Lykke,
Som veg al Sorg og Kummer,
Jeg følte længe trykke.
Og mens jeg stille sidder
Og ene nyder Vinen,
Jeg stirrer paa Arion,
Som rider paa Delphinen:
Som han jeg rider over
De stormoprørte Bølger;
Men endnu dog mig Plektret
Og Lyren altid følger.
Endnu har jeg dog Stemme
Og Øre som en Sanger,
Og over mig en Stjerne
Og under mig en Ganger.
Og lod jeg Livet Noget, —
Ja, Meget — fra mig tage;
Det er vel ikke Mere,
End det kan faaes tilbage.
Og er jeg som i Havsnød
For vilde Vover kastet,
Jeg troer den Grund dog bedre
End den, hvor jeg har rastet.
Jeg troer, mens frem jeg bæres, —
Og kan ei Troen slippe,
At foran mig kan dukke
Af Havet end en Klippe, —
Et Forbjerg for det Rige,
Hvor jeg kan boe og blive
Og mine svundne Drømme
Igjen staae op til Live.