I Sovekamret er Lyset slukt,
Ei Lyd at høre derinde;
Jeg staaer ved Vindvet og seer, hvor smukt
Derude Stjernerne skinne.
I Nattens Øine! hvormangen Gang
Saae I mig fordum vanke
For at stirre stum eller digte en Sang
Hvad var vel dengang min Tanke?
Hvad tænkte jeg, da hver Streng blev stemt
Ikkun af Savn og Længsel,
Da min Verden var bag hendes Rude gjemt
Og den øvrige Jord mig et Fængsel?
Tænkte jeg mon i mit Sværmeri
Dengang paa en Time som denne,
Hvadeller maled min Phantasi
Med Farver, som stærkere blænde?
Drømte jeg vel, naar mit Haab stod grønt
I dristige Øieblikke,
Om noget Straalende, Stort og Skjønt?
Maaskee; jeg mindes det ikke.
Jeg veed kun, i Alt, hvad jeg drømte før,
Var knap den Rigdom at finde
Som i Stuen her med den aabne Dør
Og Stilheden bag mig derinde.