Jeg sender en Hilsen, Søde,
Med vigende Aftenrøde
Og voxende Stjerneskjær;
Min Længsel giver kun Møde,
Hvor selv jeg gad være nær!
Og havde den Magt som Mæle,
Saa sendte jeg den for at stjæle
Iaften paa Eventyr,
At bære med Puder og Fjæle
Dig hid, naar Morgenen gryer.
Ak, Længslen er kun en Lærke,
Der ikke fik Vinger stærke
Og ikke har Kæmpekløer;
Men lytter Du, vil Du dog mærke
Den nær under Nattens Slør.
„Sovvel!” den beder Dig, Søde,
Med vigende Aftenrøde
Og stigende Nattevind,
Naar Øienlaagene bløde
Sænke sig mod Din Kind.