Saa tyst er Alt, — høit Maanen staaer
Deroppe bag sit Flor;
Til Jordens Hjerte Søvnen naaer,
Ikkun mit eget vaagent slaaer,
Mens gjennem det som Vaarvind gaaer
Et sagte hvisket Ord.
Og i den dulgte Verden der
Alt mærker Vaarens Tegn:
De tunge Skyers mørke Hær
Løse sig op i Morgenskjær;
Fra blomsterdækte Abildtræer
Drysser en blegrød Regn; —
Alt bliver foraarsmildt og klart,
Hvor Ordet svæver frem;
Og inderst inde, velforvart,
Aabner en Blomst sig, fin og zart,
Og paa den lyser underbart
Et Sprog, der laa i Gjem.
Jeg plukker Blomsten, hvor den groer,
Og sender den paastand;
Det er en Sang, som i den boer,
Og blødt som fra et Alfechor
Gjenklinger der det samme Ord, —
Læs, Elskte, om Du kan!