Graa hviler over Egnen
Den unge Nytaarsnat;
Der glimter gjennem Regnen
Ei nogen Stjerne mat.
Og dog den fulde Maane
Bag Regnens fine Spind
Kan endnu Himlen laane
Et fast ætherisk Skin.
Saa for mit Blik sig breder
Fremtiden dæmringsgraa;
Din Kjærlighed kun spreder
Fraoven Glans derpaa.
Men om mit Vid ei maaler,
Hvorlangt der er til Gry,
Jeg troer paa det, som straaler
Deroppe over Sky!