Ernst von der Recke (1848–1933)

Og skulde vel nogen Morgen grye,

Hvor ikke til Dig mine Tanker tye,

Hvor ikke de svinge sig flux mod Sky

For at speide, om Du er hjemme,

Speide Din Gang og Din Stemme?

Hvor ikke min Elskov søger et Ly

Hos Dig mod Alt, der kan græmme?

Og mens den sig svinger, snart høit i Flugt,

Snart strygende lavt over Dal og Bugt,

Raner den altid af Fint og Smukt,

Hvadhelst paa dens Vei er at finde:

En Krokus eller Kjærminde,

En blomstrende Gren eller gylden Frugt

At bringe sin Herskerinde.

Idag er det kun Vaarblomster smaa;

Anemoner, hvide, gule og blaa

Komme til Dig nu og banke paa

Og hviske med smilende Munde:

Vi er Haab, nys vaagnet af Blunde, —

Fra En, hvis Tanker til Dig kun staae,

Og som kyssed Dig, om han kunde!