Du hører mig lee hver evige Dag
I din Nærhed, smilende munter,
Imens jeg nyder i fulde Drag
Min Lykkes korte Secunder.
Og neppe har du vel anet blot,
At Smilet dølger en Kjede
Af Selvforagt og af halvkvalt Spot,
Dødsangst og ulmende Vrede.
Du er som Solen paa Himlens Hvælv,
— O, hvo er vel den, som dig laster!
Du seer dit Gjenskin, og veed ei selv
Den dybe Skygge, du kaster.