Ja, spot kun I efter Tykke!
Engang dog en Morgen gryer,
En Stund, da høit jeg vil bygge
Min Borg paa de gyldne Skyer, —
Et Slot med straalende Sale,
Med Taarn og Høieloftsbro,
Med Lunde, hvor Blomsterne tale,
Med Rum og Lykke for To.
Der gaae vi ad Stier høie
I Aftenens Purpurbrand
Og skue med frygtløst Øie
Fra Skyens svimlende Rand:
Dybt under os Jorden svømmer
Som Støv, vi har rystet af Fod;
Uændset af os end strømmer
Vrøvlets evige Flod.
Dernede er Alt, jeg har skrevet,
Min Kamp, mit Værk og jeg selv,
Hvad jeg har tænkt og levet,
Druknet i Glemselens Elv; —
Hvert Kvad, jeg sang til din Ære,
Forstummet og veiret hen, —
Lad fare! Ja, smil kun, Kjære!
End har jeg tusind igjen.
Og medens tilbagebøiet
Du læner dig mod mig trøst,
Seer jeg dig dybt i Øiet
Og leer af mit fulde Bryst.
Og Ingen aner dernede,
Vi To, hvem Livet har skilt,
Fandt her os selv og en Rede,
Hvor Længsel og Sorg er stilt.