Det er Nat, — mit Arbeid ender;
Endelig min Længsel fro
Som en løsladt Engl sig vender
Did, hvor kun den finder Ro.
Hver en Nat den kløver Taagen,
Daler ved dit Vindve ned
For at hviske: Er du vaagen?
Sover du, min Kjærlighed?
Er det underskjønne, kloge
Øienpar alt lukket til?
Har de bløde Øienlaage
Mørknet nu dets Straalespil?
Og min Phantasi gjør Gjætning
Om din Fod og om din Haand,
Om mon Haarets ene Fletning
Nu har gjort sig fri af Baand,
Om det løst i Ungdomsfylden
Hviler nu paa Puden lun
Som i Vaarens Tid en gylden
Krokus midt i Sneens Dun, —
Om en Lok ustyrligt stræber
Ned mod Pandens Liljeblad,
Om i Blund de friske Læber
Skille sig en Smule ad —
Saadan mine Tanker dvæle
Ved din Dør hver Midnatsstund,
Og de vilde Skarer knæle
Som en Vagt omkring din Blund; —
Saadan de uroligt jage
Mod din Yndes Hvilested;
Men de vende tyst tilbage,
Og har Fred og Hvile med.