Blev det mon spundet af Solens Skin,
Dette lyse, glindsende Haar,
Der fatter dit yndige Ansigt ind
Som Solskjær Blomsten i Vaar?
Min Længsel sværmer om denne Glans
Som Møllet om Lysets Glød,
Indtil jeg blændet paa hver en Sans
Ei ænser Liv eller Død.
Mine Tanker glide som søndrede Vrag
Langs denne lysende Elod;
Og Styrmanden kjender ei Nat fra Dag
Eller Maalet, han styrer imod.
Der rinde Dage, der rinde Aar,
Og Tiden bringer ei Raad:
Den Ten, som har spundet dit lyse Haar,
Har spundet min Skjæbnes Traad.