Du dunkle Hav, som vugger paa dit Bryst
Min Elskede inat fra Kyst til Kyst,
Skrid tyst i Høihed mod den røde Øst
Og brug saa mildt som hun dit Herredømme!
Syng hende blidt i Søvn med dæmpet Røst
Og speil i Nattens Stilhed hendes Drømme!
Du lyse Nat, som bærer i din Favn
Mit Hjertes hele Skat fra Havn til Havn,
Spred dine Straaler trindt om Skibets Stavn
Og flyv med Snekken frem paa lune Vinger!
Svæv hen melodisk blødt, som hendes Navn
Ved Dag og Nat i mine Drømme klinger!
Som Skyen let, som Bølgen i sin Dands,
Saa mild som Nordens Nat ved Sancte Hans
Staar hendes Billed for min indre Sands; —
Du Sommernat, som over Jorden drager!
Du har en Straale gjemt af hendes Glands,
Thi selv er hun som Dagen lys og fager!
Forsvundne, fjerne Dag, der mens du flyr,
Har tegnet som et deiligt Eventyr
Om hende paa de aftenrøde Skyr,
Og som vil aabne skjøn som hun dit Øie,
Bær hendes Farver, naar du atter gryr,
Og straal paa hendes Vandring fra det Høie!