Ernst von der Recke (1848–1933)

Til J. P. E. Hartmann

paa hans firsindstyveaarige Fødselsdag.

Nu, mens Vaaren paa vor Kyst

Feirer sine Blomsterfester

Og igjen fra Øst til Vester

Skjænker Lunden Fuglerøst,

Gad vi selv af fuldest Bryst

Feire Sangens store Mester,

Han, som naar han Strengen slaar,

Selv er som en evig Vaar,

Han, hvis rige Rosengaard

Tusind Nattergale gjæster.

Har han strakt sit Scepter frit

Snart til Morgenlandets Zoner,

Snart til Islands Sagathroner,

Hvorfra Vølven skuer vidt, —

Gik end fjernt hans Sangerridt,

Dog hvad os han gav af Toner,

Blev som Danmarks Sang især

Os for alle Andres kjær,

Kjendt og fattet af Enhver

Som et Sus af Bøgekroner.

Og i denne Stormens Tid,

Som faaer Throner til at ramle,

Og som ryster alt det Gramle,

Var om ham der aldrig Strid.

Vi, som splittet og i Splid

Hver ad egne Veie famle,

Kan med Tro paa Kunstens Sol

I et Enighedssymbol

Om den gamle Mesters Stol

Os idag til Hylding samle.