Og var der iaften Blomster at faae
Og Grønt til at strø, hvor De skulde gaa,
Og Løv til Porten at hygge,
Saa var der iaften tilvisse To,
Som vel af Blomster gad lægge Bro
Og Husdøren for Dem smykke!
Selv har De jo flettet Blad paa Blad
Uvisneligt i vore Minders Bad
Blandt alt det Bedste, vi gjemme;
Selv har De jo bragt os Aar efter Aar,
Og hvergang ny som den unge Vaar,
Blomster, vi aldrig vil glemme.
Blomster, som fort i vort Hjerte gror,
Varme som Sommerens Rosenflor
Og friske som Vaarens første,
Fine som Sneens de hvide Fnug
Og perlende fulde af Morgendug,
Der os kvæger end, naar vi tørste!
Men Alt, hvad vi kan i en Hast faae fat
Her i den stormende Vinternat,
Mens Snelin Markerne dække,
Er Blomster, som ikke staa høit i Pris,
Rimblomster ikkun, som forholdsvis
Mod Deres er Vintergjække!