I salle des croisés, paa Versailles’ Slot,
Hænger der Skjold ved Skjold
Med Navne paa Hertug, Greve, Drot
Og mangen en Ridder bold.
Her Toulouses Kors følger nær Bouillons,
Her Saint-Jeans og Templets paa Rad,
Her Stauffernes Løver, hist Bourbons,
Her Bohemunds Bregneblad.
Snart Guld-Leoparder, snart fleurs-de-lis
I Blod- eller Azurskjær,
Snart en Coeur-de-Lion’s eller Saint-Louis’,
Snart Mænds, der mindes kun her.
Men mellem de Hundreder, Store og Smaa,
Som Erindring her bar i Havn,
Et Skjold kun fæster sig Øiet paa
Med Undren, — ved Tankreds Navn.
Der ses kun et simpelt, sølvblankt Felt;
Mærket har Saga forgjet;
Om den ædleste Ridder kun Et blev meldt:
Rent var hans Skjold uden Plet.