Alt er Maanelys og Taager,
Slægten holder Drømmething;
I en purpurfarvet Ring
Ikkun Nattens Øie vaager.
Dog et Hav, som lydløst koger,
Aner Tanken rundt omkring;
Bag det hvide Lin, som gjemmer
Jordens urotrætte Lemmer,
Som ved Klarsyn jeg fornemmer
Livets tusind Kildespring.
Uden Rasten, uden Helmen,
Føler jeg, det gror og gror,
Tidslens Top og Liljens Flor,
Knop af Lind og Blomst hos Elmen.
Og mens under Dølgehjelmen
Vaaren favner tyst vor Jord,
Sagte Vinde til mit Øre
Lyd af spæde Toner føre,
Og i Luften kan jeg høre
Klinge som et Fuglechor:
Nu lad løses, nu lad sprænges!
Op, I Træer, med Løv i Hat
Og med Dugkarfunkler sat,
Frem, I Blomster, I, som længes
Ud, I Knopper, I, som stænges,
Ud med eders Gyldenskat!
Op før Gry at hilse Bruden,
Naar hun reiser sig fra Puden —
Op til Fest, Enhver er buden:
Nu er Vaarens Brudenat!