Ernst von der Recke (1848–1933)

Derude er mørkt, det sneer og fryser,

Men her i Stuen mærkes det neppe;

Kakkelovnsilden knittrer og lyser

Paa Gulvet henad det brune Teppe.

Jeg kan høre, Blæsten i Porten hviner;

Saadan lyder det vist, naar Ulvene tude, —

Og det drypper ned bag de røde Gardiner;

— Det er godt, at Ingen af os er ude!

Moder staaer henne ved Buret hos Fuglen;

Nu hænger hun Lommetørklædet over

Og flytter de to smaa Guldfisk i Kuglen;

— Gud veed, om de Guldfisk dog aldrig sover

Det er morsomt at see paa Skyggen derhenne,

Som gjør Alting efter, hvad Moder bestiller;

Dens Ansigt kan jeg tydelig kjende;

— Nu sætter hun sig ved Klaveret og spiller.

Bob har lagt sig i Kakkelovnskrogen;

Den varmeste Plads kan den deiligt finde;

Han ligger og snuser til Billedbogen;

Ja, du skulde see, hvad der staaer derinde!

Om de store Bjerge med hvide Toppe,

Om Munkene der og om store Hunde,

Som kan finde dem, der foer vild deroppe;

— Troer du, Bob, at du ogsaa kunde?