Østerlandske Sagn
(Efter Mas’ûdî.)
(Efter Mas’ûdî.)
I.
Da de stolte Sasanider,
Vidt berømt for Glans og Pragt,
I forsvundne, gyldne Tider
Raaded over Persiens Magt, —
Medens Himlen rigt velsigned
Hver en Daad i Krig og Fred,
Da, som aldrig før, man ligned
Riget ved et Blomsterbed.
Smykt med Haver, underfulde,
Templer og Paladsers Rad,
Stod, hvor Tigris’ Strømme rulle,
El Madâïn, Fyrstens Stad.
Om hvad Kunst og Rigdome evnede,
Vidt og bredt gik Ry derfra;
Skjønnest dog af Alt man nævned
Kongens Slot, Iwân Kesrâ.
Samlet fra Alverdens Kanter
Smykked Herskersædet der
Pannas ædleste Demanter,
Bahreins rige Perlehær.
Guld fra Skytherlandets Miner,
Mosaiker fra Byzants,
Ceylons glødende Rubiner
Til „den hvide Sal” gav Glans.
Lig et Snebjerg over Staden,
Som af Aandehænder gjort,
Kneiste Marmelstens-Façaden
Med sin hvalte Kæmpeport.
Og fra Slottets rige Haver
Tusind Moschusrosers Duft
Steg tilveirs som Offergaver
Til den evigklare Luft, —
Did engang paa fjerne Reiser
Kom et Bud fra Justinian,
Som med Hverv fra Græklands Keiser
Gjæsted Kong Anuschirwân.
Mens med Undren skarpt og nøie
Han besaae og forsked Alt,
Pludseligt hans Kjenderøie
Paa et selsomt Billed faldt:
Der, i Haven foran Slottet
Med dets marmorskjønne Mur
Laa, som det dens Skjønhed spotted,
Et forfaldent, usselt Skur.
„Hvad er dette for en Rønne,”
Spurgte han, — „der synes bygt
For at skjæmme kun den skjønne
Udsigt her med noget Stygt?”
„Visselig,” hans Fører svared,
„Denne Plet gjør Kongen Tort;
Ikke Guld han vilde sparet,
Hvis han kunde faae den bort.
„Dog hin jammerlige Hytte
Er dens Eiers Paradis;
Hverken sælge eller bytte
Vil hun den for nogen Pris.
„Og da for en fattig Enke
Gud har Kongen sat som Skjold,
Vil han ikke Retten krænke
Ved at tage den med Vold.”
Maalløs og forbauset Gjæsten
Lytted til sin Førers Ord.
Medens til det christne Vesten
Fuld af Skam hans Tanke foer.
„Da” — han udbrød — „maa jeg sige,
Efter det, du har fortalt,
Denne Plet i Kongens Rige
Tykkes skjønnest mig af Alt!”
II.
Persiens Magt var svundne Drømme,
Dets Palads kun Uglers Hjem;
Seierrigt ved Tigris’ Strømme
Skjød Chalifens Bagdad frem.
Med Prophetens Sværd ved Side
Hersked i den stolte Stad
Harun ar-Raschîd, som vide
Skrev sit Navn i Sagn og Kvad.
Dog for alle Folk og Tider
Skrev til Østens Pryd og Gavn
End de ædle Barmekider
Ind nær hans et Persernavn, —
Jahjâ, som hans Raad forskjønned,
Fadhl, hvis Sværd var Fjenders Nød,
Dschafar, — dem han siden lønned
Slet med Lænker og med Død. —
Falden var for Bøddelsværdet
Dschafar, mens hans Broder end
Og hans Fader, syg, graahærdet,
Fangne slæbte Livet hen.
Engang Harun da sin Ganger
Standsed ved Iwân Kesrâ,
Og med Svig mod sine Fanger
Sendte han et Bud derfra:
„Beder Jahjâ nu at raade
Mig, som bedst han kan og veed:
Slottet er til ingen Baade;
Bør det ikke rives ned?” ’
Men fra Borgens mørke Fængsel
Svared Gubben, aldersgraa,
Fast endnu trods Nød og Trængsel
„Sig, jeg raader, lad det staae.”
Og Chalifen knytted Haanden:
„Ha, jeg fatter det og veed,
Endnu skuer han i Aanden
Perserdømmets Herlighed, —
„Endnu beder den Forræder
Skjult for det til Solens Gud;
— Nu, det Tegn paa deres Hæder
Skal forgaae, saa er mit Bud!”
Flux med Brækjern, Hammer, Stage
Blev til Værket sat en Flok;
Dog i Uger og i Dage
Trodsed dem hver Kjæmpeblok.
Til Chalifens Fyrstehaller
Der omsider Budskab kom:
„Herre, før end Muren falder,
Bli’er din Pengekiste tom!”
Raadvild ar-Raschîd da sendte
Fangen Bud; og med Besked
Spørgeren tilbagevendte:
„Hvad det koster, riv det ned.”
Da til Haruns Pande stige
Skued man det vrede Blod:
„Gak tilbage, byd ham sige
Grunden til hans Vankelmod!”
Atter til den skumle Bolig
Spørgsmaal kom; — „I Allahs Navn!”
Svared Jahjâ fast og rolig,
„Jeg har raadet til hans Gavn, —
„Først at skaane dette Minde
Til at melde om en Drot,
Som har kunnet overvinde Dem,
der bygged sligt et Slot.
„Har ei Fyrsten handlet efter
Raadet, men sig selv til Men
Alt med Værket prøvet Kræfter,
Bør ei levnes Sten paa Sten.
„Ilde for hans Ry det tyktes,
Om det rundt i Verden hed:
Hvad af Perserkongen bygtes,
Kan ei Harun rive ned.” —
Tredie Gang kom Bud med Ordet
Til de Troendes Emir,
Hvor han sad ved Tavlebordet,
Smykt med Perler og Sapphir.
Mørk han skjød sin Stol tilbage,
Kasted om det gyldne Bræt:
„Straffe Gud ham alle Dage!
Denne Mand har altid Ret!”