Der ligger en Gaard med et gyldent Navn
I Staden midt i St. Claras Boder;
Den er som et Hav, der i sin Favn
Optager tusinde Tankefloder:
Det røres neppe af Flod og Ebbe;
Men Guldkorn har det, ja, mangen Skjeppe
Paa Bunden gjemt.
Og ruller hver Strøm ei gyldent Sand,
Saa øger hver dog dets Storheds Ære:
Hvor skulde det hen, det meget Vand,
Om ingensteds det fik Lov at være?
Hvor gik det ilde hvert Digtersnille,
Hvis Indre gjemmer en Maglekilde,
Var der ei Rum!
Men bringe det Alt under samme Hat
Fra Vest for Maanen til Øst for Solen,
Saa de, der forliges som Hund og Kat,
Dog drages did som Magneter mod Polen, —
Den Kunst maa være helt svær at lære,
Og det er Vandinspektørens Ære,
At Sligt gaaer godt!
Hans Aand, der jo lig en Golfstrøm gaaer
Igjennem Dybet med Bølger bløde
Og skaber Balancen Aar for Aar
Imellem det hvide Hav og det røde, —
Først den gjør Sagen saa klar som Dagen,
Og den skal prises helt op til Skagen
Af Skjaldes Chor!