Farvel Neapel! Vi lette Anker,
Vi styre Snekken igjen mod Nord
Fra Sydens Roser og gyldne Ranker;
Farvel Du deilige Plet paa Jord!
Ja Du er dalet paa denne Kyst
Fra Himmelbuen til Jordens Trøst —
Paa Havets Strømme
Inat vi drømme
Om Dig og om vor forsvundne Lyst.
Der Sanct Lucia og Chiaia ligge,
Med Lazaroner de mylre tæt,
De sove, synge, de dovne, drikke
Og ta’er sig Verden særdeles let.
Men langsmed Villa reale strakt
I bløde Vogne med Pomp og Pragt,
I tætte Klynger
Noblessen gynger —
Og mønstrer kyndigt hverandres Dragt.
Hvor hist det ringede nys til Ave,
Vesuv sig hæver i Aftenskjær,
Det lokker Folk til sin rige Have
For brat at svinge sit Flammesværd.
See høit Sorrent paa den steile Bred
Med Mure opad og Mure ned —
Ja gid de alle
Ret snart maae falde,
De skjule hele den Deilighed.
Paa Dækket nysgjerrig man sig flokker;
Der toner Sangen til en Guitar.
En yndig Pige med brune Lokker
Og med en Stemme saa blød og klar
Besynger Napolis skjønne Bugt —
Men Klokken standsede Sangens Flugt.
Mod Land hun iler,
Mens Solen smiler
Og Ischia sig fortoner smukt.
Der hæver Øen sig høit af Havet,
Den Ø, jeg aldrig forglemme kan;
Den Ø, af Guderne rigt begavet,
Hvor fast jeg glemte mit Fædreland,
Hvor tusind Stemmer mig hvisked: Bliv!
Hvor Kvinden elskelig og naiv
Og Hjemmet freder,
Og Glæde spreder;
Hvor Folket lever sit eget Liv.
Marinen mylrer af Fiskerbaade;
See hist vor Villa i Vigners Skjød,
Hvor Himlen undte os i sin Naade
Den største Lykke paa jord vi nød.
Jeg aldrig saae en saa riig Natur,
Orangen dækkede Havens Muur,
Magnolien dufted
Og mildt det lufted
Fra Havets bølgende blaa Azur.
Men Solen synker saa brat bag Bølge,
Forgylder end Epomeos Top;
See to Delfiner med Snekken følge
Og kruse Havet med kjække Hop.
En Skaal for Livet i Syd vi drak —
Ja see Neapel og døe — Nei Tak!
I kan vel fatte,
Med slige Skatte
At Livet heller jeg foretrak.