En vældig Løve, vidtstrakt Slettes Fyrste
Der — efter vor Tids Sprog — sig arrondere vil,
Fik Indfald efter næste Skov at tørste,
Der hørte Leoparden til.
Med den at finde Sag ei kunst ham kunde være,
Kun nogle Pantherdyr og Biørne frygted’ han,
Hvis Lande midt imellem begges ere;
Hør nu! hvor snildt han lægger Sagen an.
En overordentlig Gesandt han sender hen
Til Leoparden at complimentere den.
En gammel snedig Ræv Gesandten var.
Man ham til Audientse stæder;
Han frydes ved den Lykke og den Hæder,
At see en ung Monark, saa stor og dyrebar,
Hvis Klogskab, Godhed, Kiærlighed til Fred,
Hvis Retfærd og Velgiørenhed
Ei Rygtet noksom at berømme veed.
Derpaa i Løvens Navn han foreslaaer
Et evigt Forbud mellem disse tvende
Mod hver en Naboe, som sig understaaer
Saa store Fyrsters Vælde at miskiende.
Det Forbud Leoparden glad indgaaer.
Den næste Morgen Heltene uddrage;
De stakkels Nabodyr, mod begges Magt for svage,
Snart faldt for deres Kloe og Tand.
Den Ting var let bestilt; nu acqvireret Land
Skal deeles af de høie Allierte.
Men snart om Grændserne derved
Opkom imellem dem Ueenighed.
Fornærmet Leopard med Iver remonstrerte;
Til Ultimatum viiste Løven Tand;
Kort sagt! paa ny gik Krigen an,
Og Enden blev, at Leoparden faldt,
Og, skiøndt lidt silde, maatte sande,
Den bedste Forsvarsmuur mod Løvernes Gewalt
Er Pantherdyrs og Biørnes Mellemlande.
K. R.
