Paa Reisen over Livets Hav,
Hvor tusind’ Farer møde,
Velgiørende os Himlen gav,
Hvad Reisen kan forsøde;
Men fremfor Alt er Venskab det,
Som giør os Livets Byrder let.
Naar Modgangs Storme reise sig,
Naar Uveirs Tordner knittre,
Naar Elementer føre Krig,
Og Jorden selv maae sittre;
Hvor er en Tilflugt? hvorhen flye —
Hvis ei, o Venskab i dit Lye?
Naar Mennesket, en Dievel lig,
Forstyrrer Fred og Orden;
Naar Mord og Brand og Vold og Sviig
Oprører hele Jorden;
Hvor er et Fristed? hvorhen flye —
Hvis ei, i Venskabs hulde Lye?
Ja, held os, Brødre! at og vi
Et saadant Fristed have;
En Vennehavn at hvile i,
Naar Alting er af Lave;
O! da, hvor sødt at kunne flye,
I Venskabs trøstefulde Lye!
Saa tit fra virket Gavn vi hid
I Vennekredser ile,
For, efter velanvendte Tid,
At nyde qvægsom Hvile;
Saa tit, gid og vi finde den,
I Fred og Glæde, Ven hos Ven!
Men, byder Pligt og Ærens Lov,
At Landet Sværd skal drage,
For Overfald og Vold og Rov
At straffe og bortjage;
Da er’ vi rede alle Mand,
At slaae og seire for vort Land.
Med kiekt og uforfærdet Mod
Vi trodse alle Farer.
En Nidding den, som Liv og Blod
For Landets Frelse sparer.
For Frihed, Konge, Fødeland,
Vi stride skal til sidste Mand!
A. Tidemand.