I Ungdommens Aar har man sielden sit Vid,
Man øder sin Velfærd, og spilder! sin Tid;
Først naar man en Pige alvorlig faaer kiær,
Da lærer man Tidens og Velfærdens Værd.
De Piger, de Piger os give Forstand,
Men røve den stundum igien, om de kan.
Vor Manddom henslides i Møie og Sveed;
Hvad volder, at Manden ei trættes derved?
Sin Løn maae han faae ved en Vennevivs Bryst,
Først da kan han stræbe med Kraft og med Lyst.
Lyksalig, lyksalig hvo eier en Viv,
Der lønner hans Værd, og forsøder hans Liv!
At vandre allene giør Veien saa tung;
Det føler man stundum, endskiønt man er ung.
Men alt, som man nærmer sig meer til sin Grav,
Alt meer man da trænger til Selskab og Stav.
Da føles, da føles i hele sit Værd,
Hvad qvindelig Ømhed og Trofasthed er.
Thi leve vor Ungdoms Veiledning og Lyst,
Vor Manddoms Belønning, vor Alderdoms Trøst!
Mænd! Oldinger! Ynglinger! leve det Kiøn,
Som os i hver Alder vor Bane giør kiøn.
De leve, de leve til Held for enhver,
Som er deres Hyldest og Kiærlighed værd!
Rahbek.
