Birtheen siælandsk Idyl.Til V. K. Hiort. Mod Aften tæt ved Landeveien sadDen lille Birthe, god, og dog ei glad;Hun saaes, paa brune Arm sit Hoved støtte,Og eensom sad hun paa sin Malkebøtte.Hvor andre Møer i ærmeløse TrøierSprang vevert’ om, og tænkte kun paa Løier,Og drillede hinanden med at sige:”Du holder lønligt af en Vis, min Pige!”Hvor Malkepiger sankedes til DandsI Aftensolens sidste røde Glands,Der kom hun ei: hun syntes alt at vide,At Andres Fryd ei glæder dem, som lide.Hun gik paa dunkle, lidt betraadte Sti,Og hvem, hun mødte, gik hun strunk forbi;Saasnart hun havde malket sine Køer,Hun bort sig skyndte fra de glade Møer,Og stial sig tavs til Landeveien hen,Og kiged’ efter sin mondeerte Ven.Tit nævned’ hun i Tanker høit hans NavnImens hun stirred’ ud mod Kiøbenhavn.Hun skiændte paa vor gode FrederikFor hans utrættelige Mønstreskik.(Den kiælne Piges Stel vil ei saa ligeBegribe, man skal øves for at krige.)”De stakkels Folk, som der man exercere,”Og dertil prygles saa de nær krepere.”Der skal de lære tusind Abespil,”Og sætte hver en sanket Skilling til.”De lære vel iblandt en Kiøbsted-Node,”Som ikke duer meget til det Gode;”Ja mangen før og rask forlovet Knøs”Forlader Landsbye-Brud for Flane-Tøs.”Jo, det er deilig Exercering, den!”Saa klaged’ Birthemøer, og tav igien. Fra Sommer-Mønstring kom hver LandsoldatMed Løv af Vallø-Skov i kantet Hat1,Med lettet Pung og Randsel, hærdet Arm,Og vækket Mod og Gammen i sin Barm.I store Klynger gik de Helte nu,Og kom den kiære Høslæts Fryd ihu,Og sang hvad tydske Brødre lærte dem;Men Birthes Kiærest ei marserte hiem.Mismodig hørte hun uvante Sange,Og villigt læsked’ af sin Mælk saa Mange,Kun for at fritte dem med bange Stemme:”Mon Jacob Hansen snart kan være hiemme?”Tilsidst en listig Spøgefugl hun traf;Ham fik hun strax den Underretning af:”Hum, Jacob Hansen med de blaa Rabatter?”Det er jo ham, du spørger om, min Datter?”Giv Bøtten hid!” (Han graadig tømte den.)”Jo, jo, din Jacob er den rette Ven.”Han laae hos en Justitsraad i Quarteer,”Har kiøbt sin Frihed, kommer her ei meer.”Der fik han Indpas hos en Kokkepige,”Som var en smule føer, (man vilde sige,”Ved Herren selv.) Nu, Jacob blev dog Mand:”Han Pigen tog. Den Knøs har sin Forstand;”For om det kleer imellem over Øiet,”Dermed er man i Byen vel fornøiet,”Naar bare man derved sin Fordeel seer.”Farvel, min Tøs! Nu veed jeg Intet meer.” Som rørt af Lynild sank den stakkels Pige,Af Taarer qvalt hun Intet kunde sige;Sig Skalken skyndte bort med snare Fied,Og Birthe lagde sig i Græsset ned.Hun vred de trinde Hænder til at bløde:Hun græd de brune Øine purpurrøde;Hun klaged’ med den ømme Nattergal,Og hvert det rene Hiertes Slag var Qval. Alt blev det tyst paa Marken. Folket iled’Til Nadveren i Huus, og Qvæget hviled’;Bag Møens Klint alt Maanen, luerød,Opsteeg, og blide Sommerskumring bred;Alt-Østersøen rolig, speileklar,Paa lette Kruus dens Sølver-Billed bar;Endnu laae Birthe der med presset Bryst,Og sukked’ kun om Døden som sin Trøst.Hun slutted’ i sin Barm den spildte Klage,Og øined’ mørk en Rad af fæle Dage.Da hørte hun, det fiernt i Skoven klang,Og stedse mere nær kom denne Sang:En Kriger sig havde en Mø, saa huld,Med Øie, som tindrende Stierne,Med rullende Lokker, som kruset Guld;Hun favned’ sin Brudgom saa gierne.O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Tit sad hun paa Krigerens stærke Skiød,Og kiæled’ med yndelig Stemme;Ømt hviled’ hans Kind paa den Barm saa blød;Han syntes sig selv at forglemme.O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Han slynged’ sin Arm om det smekre Liv,Og kaldte den Jomfrue sin Kiære;Han svor: ”Du skal vorde ret snart min Viv,”Ved Ridders ukrænkelig Ære!”O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Og Jomfruen føled’ med Lyst sit Liv,Og drømte kun Hæder og Gammen;Hun mindtes ei, at hun først da var Viv,Naar Klerken fik mælet sit Amen.O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Nu kaldtes den Kriger til Ridderspil;Der Prisen han stolt monne vinde;Der smiled’ ham Velkomst de Hofmøer til,Der randt ei hans Eed ham i Sinde.O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Paa leflende Hofmøer han venligt saae;Til een udaf dennem han beiled’:Hun for havde sat ham sin Krone paa:Sit Ønske nu ei han forfeiled’.O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Snart klingred’ det høie Trompeteskrald;Alt Fienderne røved’ ved Strande;Den Kriger maa følge ved Trommens KaldTil Feide for Konningens Lande.O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Dog dvæled’ han først i den Hofmøes Favn,Og hendrog for silde til Striden.Nu faldt han som Nidding med skiændet Navn,Og Ravnene aade ham siden.O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!Hans Aand til det fuleste Helved foer,Der aldrig den Ro monne finde;I Flammen den skraaler: ”Jeg brød mit Ord,”jeg giekked’ en troskyldig Qvinde.”O! Vee den Mand, der kan svige sin Mø!” En Gysen giennemskudred’ Birthes Bryst,Skiønt glad tilsidst hun kiendte Jacobs Røst,Og skiønt, imellem mat bestraalte Grene,Hun saae sin Elsker vanke der allene.Alt ømtred’ hun, Soldatens Ord var Tant,Alt vidste Hiertet, intet Ord var sandt.”Hvi skulde han vel vandre her saa silde?”Mon han sin lækre Brud forlade vilde?”Saa spurgte Pigen høit. — ”Hvem der? hvem der?” —”Den stakkels Birthe!” — ”Hei, Vagt i Gevær!”Dog, Alvor! hvi saa silde her, min Pige?”Hun styrter i hans Favn, kan Intet sige;Selv han er stum. O! de var’ lykkelige. Da Glædens Ruus gav Parret Røst igien,Fortalte Birthemøer sin hulde Ven,Hvorlunde nyssens En fra Byen kom,Og havde sagt — hvad der var’ Intet om;Og hvad hun havde lidt; hvor bitter GraadDer havde giort den friske Kind saa vaad. ”O Birthe!” mæled’ Jacob nu, ”du kunde”Da troe den Gnavtyvs Digten! Ingenlunde”Til slig Ugierning Jacob var i Stand;”Nei, snart, min Glut! du kalder mig din Mand.”See her, hvorefter jeg i Byen lented’!”Jeg havde søgt om Kongebrev, og vented’”At faae det med: her er det!” Pigen saaeDet Kongebrev, det store Segl derpaa,Det rare B, og kunde ikke retPaa disse Herligheder see sig mæt.Ømt kyssed’ hun, tæt favned’ hun sin Ven,Som bange for at miste ham igien,Og milde Glædestaarer rulled’ nedTil Løn for Jacobs faste Kiærlighed. Nu gik de, Haand i Haand, til Moder hiem,Som kiærligt vranten længtes efter dem.Skiønt silde, Nadveren paa Bordet stodI rene Kar, selv reenlig, sund og god.Men Sødmælk fik den trætte Jacob ikkeFordi hans Birthemøer lod Skielmen drikke.A.