De Mennesker vide saa lidt hvad de vil;
den blinde Gudinde den bejle de til:
Een ønsker sig riig, og en Anden sig stor;
mon Rigdom og Høihed har saadant et Værd?
Den Rige forskriver sig dyreste Viin,
men drikker den aldrig saa glad som jeg min;
paa Bordet hans Kok Snese Retter har slæbt,
derhos staaer hans Doktor og skriver Recept.
De Hyklere mylre som Myrer om ham,
og mangen en Naade, saa stolt og saa stram;
de søge om Glæde, men finde den ei,
thi Kjedsomhed staaer bag hver Stol som Lakej.
Til blinde Gudinder maa bejle, hvo vil;
den jeg skal tilbede, maa see, og see mild.
Min Viin er min Rigdom, vort Venskab min Rang;
mit Maaltid maa krydres med Spøg og med Sang.
„Til Glæde! til Glæde!” er Løsenet her:
Den Gladeste altid den Viseste er.
Saa fylder da Glasset til skummende Maal!
Vi Glade, vi Vise, vi Venner, vor Skaal!
Rahbek.