Skal den hedde viis, som det ei rører,
der behersker Daarers tomme Sind;
mig frem for de Syv det Navn tilhører;
mig er Guldet Muld og Æren Vind;
Lykken mig ei Rang, ei Penge gav,
jeg er lige glad, jeg leer deraf.
Jeg har seet den Rige blegne, bæve,
naar hans Actiebreve steg og faldt.
Skulde jeg i slig en Angest svæve,
var min Rigdom lidt for dyrt betalt.
Nei! min Skat, min Viin, har stadigt Værd;
den er evig god, mig evig kjær.
Skulde jeg mig bukke og kredenze,
for at blive til en fornem Mand?
Jeg misunder ingen Excellence;
han maa, mellem Fjender, drikke Vand;
og jeg sidder her i Vennekreds,
ved et godt Glas Viin, og vel tilfreds.
Bacchus fra de Stores Tafler jages,
da man veed, han aabner Hjerterne,
og der vilde smukke Ting opdages,
kunde man i somme Stores see.
Ene den, hvis Sjel er reen og fri,
den bør drikke Viin, — thi drikke vi.
Een Ting fattes kun i vores Glæde,
saa bød den al jordisk Glæde Trods:
vare vore Skjønne her tilstæde,
klinkede, drak med og kysde os.
De erindres maa med bredfuldt Maal;
skjænk og klink og drik — din Donnas Skaal!
Rahbek.