Luftig og lys var hele Jorden,
pyntet som Dandsesal den laae,
alt var Musik fra Syd til Norden:
dog var der ingen Dands derpaa.
Mennesket blev; strax gaae han kunde,
snart han en Legesøster fik,
hørte med Fryd i tætte Lunde
Fuglenes lystige Musik.
Nemt han den Qvidren efterligned’,
traadte dertil i Takt saa net;
Glutten, hvormed ham Gud velsigned’,
tripped med ham en Menuet.
Atter et Par man saae fremspire,
og da begyndte Kontradands;
det var en Lyst, at see de Fire,
smykked’ med Uskylds favre Krands.
Dandsen af to Par gik af Mode,
da der paa Jorden leved’ fleer;
snart paa den hele smukke Klode
elskedes Engelskdandsen meer.
Siden, da Jordens Folk blev mange,
pudsige Krumspring fandt man paa,
hopped’ til Strængeleg og Sange,
til man den lyse Morgen saae.
Heraf hver Mand kan noksom lære,
Dands er en herlig gammel Skik,
samt at det Skade vilde være,
dersom den reent af Moden gik.
Derfor vi her til Bal os sanke,
derfor vi vimse lystige om,
hoppe fra hver bedrøvet Tanke,
bryde os lidt om Avinds Dom.
Leve hver Dandsens fro Veninde!
leve hver Dandsens raske Ven!
Aldrig forbittre Nag dens Minde!
Altid uskyldig være den!
Haste.