Luftig og lys var hele Jorden,
Pyntet som Dandsesal den laae.
Alt var Musik fra Syd til Norden,
Dog var der ingen Dands derpaa.
Mennesket blev, strax gaae han kunde,
Snart han en Legesøster fik,
Hørte med Fryd i tætte Lunde
Fuglenes lystige Musik.
Nem han den Qviddren efterligned’,
Traadte dertil i Takt saa net,
Glutten, hvormed ham Gud velsigned’,
Tripped’ med ham en Menuet.
Atter et Par man saae fremspire,
Og da begyndte Contradands;
Det var en Lyst at see de fire
Smykket med Uskylds favre Krands.
Dandsen med to Par gik af Moden,
Da der paa Jorden leved’ fleer,
Snart paa den hele smukke Klode
Elskedes Engelskdandsen meer.
Siden da Jordens Folk blev mange,
Pudsige Krumspring fandt man paa,
Hopped’ til Strengeleg og Sange,
Til de den lyse Morgen saae.
Heraf hver Mand kan noksom lære,
Dands er en herlig gammel Skik,
Samt at det Skade vilde være,
Ifald den reent af Moden gik.
Derfor vi her til Bal os sanke,
Derfor vi vimse lystig om,
Hoppe fra hver bedrøvet Tanke,
Bryde os lidt om Avinds Dom.
Leve hver Dandsens troe Veninde!
Leve hver Dandsens raske Ven!
Aldrig forbittre Nag dens Minde,
Altid uskyldig være den!