Det stærkt er i Moden at fryse,
Og smaabande Vinterens Magt;
Men her man forglemmer at gyse,
Skjønt alle har Peltsene lagt.
Thi Dands, o! Dands opvarmer de bævende Lemmer;
Ved Hop og Klang, vi vente taalmodig paa Vaar.
Smilende Skare lystigt istemmer:
„Vi til vor Dands fik Stunder i Aar.”
Det stærkt er i Moden at kives
Med Munden, med Skrivt og paa Tryk;
Men her ei Uenighed trives,
Den foer i den Lærdes Paryk.
Thi Dands, o! Dands kan stridige Parter forlige;
Ved Hop og Klang vi række fortrolige Haand.
Mand og Mandinde, Yngling og Pige
Snoe sig i Venskabs yndige Baand.
Det og er paa Moden at græde,
Skjønt lidt nok man sommertid leed;
Men her commandere vi Glæde,
Og Taarer forvandles til Sved.
Thi Dands, o! Dands hver Rynke fra Panden forjager;
Ved Hop og Klang vi fyldes af Glemsel og Haab.
Her er ei Sted til hivende Klager,
Her maa kun høres glædeligt Raab.
Vi mene, vort Bud er det gode:
„Hold Varmen, vær enig og glad!
Thi leve vor deilige Mode!
Thi leve hver dandsende Rad!
Med Glas i Haand, med Aftnens Glæder i Minde,
Med Sang og Klang vi hylde Elskværdigheds Glands:
Leve hver skyldfrie, blid Dandserinde!
Gid hun ei hoste efter sin Dands!