Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

Nei! aldrig, aldrig, Corali!

Jeg i min Vrede narrisk dig har kaldet.

Fra saa ondt Blod mig Himlen frie!

Jeg lystig er — men Løgn mig altid tung er faldet.

Jeg malede dig jo, som Eva skiøn,

Og meteorisk flygtig, som dit Kiøn;

O siig ei, at jeg ei dit Værd erkiænder!

For den, som man beleer, man ikke siælden brænder.

    Men Du begiærer Hævn! Ak! tænk, for dig

Hvad Qval jeg fordum leed, hvad Dødens Smerte!

End dette Blik hensmelter mig;

End dette Smiil — nei ingen, ingen Kriig!

Hvor værgeløs er den, som har et Hierte?

    Dog see! du hævnes skal — o hør min Bøn!

Du veed, hvor sødt det er, at hvidske og fortale;

Kom, følg, og hør! dit Hierte at husvale,

Jeg giør en Hecatombe af mit Kiøn.

    Mit Kiøn, som du vel veed, er dit Kiøns Herre.

(Og ret er det; det sees paa vor Gestalt,

Det høres i vort Sprog, det spores jo i alt)

Men meget moersomt er ei mit, desværre!

    Og det er dit. Smaa nette Feil har dit,

Men store stolte Laster paa sin Part har mit.

Den Bog, som er mod dit Satyre — bliver

Philippica mod mit af dydig Iver.

    See der til et System en Basis — Corali!

Saa grundig, og saa klar, som mangen anden.

Du smaaleer! men mit Kiøn, det rynker Panden.

Gud fra al Heltedaad og Heltedød mig frie!

Poeten ønsker, han udødelig maa blive,

Men — ydmygst — uden Død, og her i Live.

Dog jeg er retviis; mellem Lasters Hær,

Som udgiør Corpus af vor Skyldregister,

Saa mangen Daarlighed, som brav afsindig er,

Staaer frem, som en Brillant blandt Amethister.

    Du spørger, hvilken Yngling kommer der

Saa net, saa pyntet, i en Athmosphær

Af Lugtevand, og Pudder, og Pomade?

Hvad kiænder du da ei Don Bellavade,

Som uden Dyder, uden mandig Siel,

Som uden Gaver, der fra Snildet flyde;

Sin Skabning destomeer kaldt paa at pryde,

Og fransk at piaddre, ilde eller vel.

See der, hvor som et Lynild han frembraser,

Men ligefuldt sig selv i Øie har,

Skiøndt har et stiaalet Blik til andre kaster,

At see, hvad Snit paa deres Klæder var.

See denne Teint, saa fiin, saa rød, og hvid,

Som Danaes, i Fløde daglig badet,

Maaskee og frembragt ved en lige Fliid,

Af Solen og af Vinden ubeskadet.

See dette Haar, som hans Samvittighed til Trøst,

Den ypperste Friseur i Hovedstaden kruser,

See denne hvide Tandrad; hør den Røst,

Som under den lig Zephyrs Aande suser.

Den halve Dag han til hans Pynt har tiene,

Og — samme Nar i Havn, som i at seile —

Den anden halve faaer han til Besøg anvende

I hvert et Forgemak, hvor der er Speile,

Seer utalige Mennesker, men dog sig selv end meer,

Og mangen Aria heel-yppelig forunder,

Af egen Dumhed og af andres Viisdom leer,

Og lige tankeløs fordømmer, og forguder;

Siig, om du slig Person i Verden truffet har,

Om til at være Nar han ei er noksom Nar? —

    Men see, hvor tappert hist sig velstøvlet nærmer

Et meer betydende Original,

Har Bakkenbarter, som en Cannibal;

Hans Navn, og Baandet, som om Skuldren hænger,

Og alleting — kun ei hans Dages Tal,

Forkynder os, at han er General.

I Quistrumfeiden sad han roelig hiemme,

Og aldrig prøvet har sit Heltemod —

Thi Bagerkroen ogsaa vi vil glemme —

Men tapper er han; thi han er af ædelt Blod;

Og mangen værgeløs har følt, han selv var hiemme.

De fem Aar, han var Subaltern, han var

Den flinkeste i heele Regimentet;

Han mangen gammel Karl lempryglet har,

Og flittigen paa Vagt tilsmaget Reglementet.

Thi dømmer han da og i denne Stund

Med noksom Dristighed, og vist med lige Grund,

De vanskeligste Casus i Taktiken,

Og er en Folkeven i Politiken,

Har til Modsigere tilrede haanligt Griin,

Og høres tit at sige: hvis jeg raadte.

Og det var ham, som rigtig forudspaaede,

At Buonaparte aldrig kom til Wien;

Som Cæsar er han kiæk, som Cæsar fiin.

    Men holdt, see hist; i Dørren sammenstøde

Grev Gammelsnueborg, og Monsieur d’Or.

Naar slige høie Herrer saadan møde

Hvo, mener du, da først af Veien gaaer?

Den største Nar! ret vel! men hvo af disse

Har vel størst Tossehaar paa haarden Isse?

Den eenes Krav er bygt paa Byrd og Rang;

Den andens grundet paa Metallets Klang.

Den eene paa sit Stamtræe sig beraaber,

Et Monument af Sandvigs spildte Fliid,

Hvor bag en rædsom Rad af Kiællinger og Taaber

Een Stormand findes — i Kong Pommerinkes Tiid.

Den anden blæser stolt af Fødselen og Slægten,

Men meener, at Værdie bør regnes efter Vægten,

Med stempeldyrt Papiir afslaaer hiins Pergament,

Hans Skiold og Hielm med Obligationer,

Hans lange Ahnerad med Millioner,

Som andre havde tabt, og han — fortient (?)

Hvo gaaer nu først af dem? de Lod maae kaste,

Jeg veed ei andet Raad. Dog see! de begge haste

At slippe ind ad Dørren paa een Gang,

Den var retfærdig; den var ei for trang.

    Hans Tiener, Hr. Magister Sneverhierne!

En verdslig Siel Dem og kan skue gierne.

See Corali! see her en Aandens Mand!

Han er ei mindre, end de andre, han!

Han er vist ei en Mand for denne Verden!

Hør kun hans Prækener: hvor syndnedsyltet er den!

Hør, kierlig kalder han Guds Straffetorden ned

Paa disse Tiders Guds-Forgangenhed,

Dog i din Sopha og ved Caffekanden,

Ak der er Mennesket en ganske anden;

Og sæt ham ved et vel anrettet Bord,

Saa giør han flux sin Fred med denne Jord.

Høit staaer han dog i Gunst hos Menigheden,

Tildeels for sin Peryk, tildeels for Bisterheden,

Og saa giør hver Magister, som er klog.

I øvrigt nævnes han, som Autor til en Bog,

Hvor han i Troens Horn mod Tidens Vantroe blæste;

Men fra dens Autor af, og til dens Urtebod,

Paa stakkels Sætter nær ei nogen Siel den læste,

Og han og Autor selv den ligevidt forstod.

    En moersom Fabel om en gammel Taabe

Skal mellem Lafontaines Fabler staae:

Han paa et Marked lod et Steds udraabe,

At Viisdom var hos ham for et Bid Brød at faae.

Og denne Vare, som blev da stærk søgt af Mængden,

Var blot en Messingtraad en Favn i Længden.

Men saare dyb Symbolets Meening var,

Og giorde gamle Taaben megen Ære,

Men denne Sædelære, Corali!

Er den ei, som al anden Theorie,

Der i de Lærdes Rige Prisen vinder,

Men mangen Hindring dog in Praxi finder?

Ei er det nok, at Daarligheden gaaer

I Spor af visse Stænder, visse Aar.

Du dig til høire eller venstre vende,

Tilbage eller frem, hvor du saa skuer hen,

Du altid, allevegne, selv hos Mænd

Af sand Fortieneste og Aand den vil erkiænde.

Hvo løber mig paa Ærmet? — see! som sagt, en Mand,

Der har Genie, men ikke sund Forstand.

Det er en Maler af et stort Exempel;

Hvis Mesterstykker sees i mangt et Tempel;

Hvem intet fattes meer til Evighed,

End at han lægges selv i Graven ned.

Men kan du forestille dig tillige,

At denne Mand saa stor iblandt hans Lige,

Ei nøies for vort Syn at male speiltro af

Hvad skiønt vort Øie under Solen traf?

Nei! male, hvad som sees, er ham for let at giøre,

Han vil endogsaa male for vort Øre.

Een Tavle har jeg seet, og endnu seer,

Men er for høflig til at see paa fleer.

Han paastod uden Skiemt et sandt Mirakel,

At have malt en brølende Orcan,

Et Skib, som sønderslaaes paa vilde Ocean,

Og Brag i Mers og Mast, og Hviin i Toug og Takkel,

Nødskuddets fæle Drøn, fortvivlet Mandskabs Skriig,

Og Torden, som blandt Lynets Knittren brøler,

Capitainen i Begreb at frelse sig,

Men som i mandigt Bryst end Ærens Stemme føler.

Alt det med Penslen udtrykt paa en Lap,

Mig viste blot, at hans Forstand har faaet et Rap.

Men hvad er da vort Vid, og al vor Brammen,

Naar Daarskab og Genie saa nær er slægtet sammen

Naar alt vort Vid ei Ærens Vei formaaer

At skielne fra den Stie, som til Hr. Kr**s gaaer?

    See her en Philosoph, hvis dybe Tanke,

Hvis Grandskning flyttet har Forstandens Skranke;

Som med en Lærdom bygt paa Sandheds Field,

Gav Styrke til vor Dyd, Oplysning til vor Siel,

For Meeningsfriehed fuld af Iver

Forkynder Sandhed, men og Tolerans.

Hvad skeer? af ældre Lærdoms Skraal han bliver

Bestormet nu med Phraser uden Sands.

Blot tolerant for sig, og ei for sine Lige,

Han flux sin egen Lærdom sees at svige;

Hans Hierte glemmer, hvad Fornuften vil:

At Modsagn Sandheds Od sin fulde Skarphed giver;

Hans Ild for Sagen Lyst til Opsigt bliver,

Hans Forsvar til en ond Pasqvill.

Nu først, min Corali! den Forskiel man erkiænder,

Som paa hans Tænkekraft, og paa hans Vandel var,

Saa selv den store Mand det ikke sielden hænder,

Af Overilelse at blive til en Nar.

Saa farer himmelhøi, som et Mirakel,

Raketen op, saa stierneklæd’ og lang,

Men bliver i sit Fald en nøgen Stang,

Og giør blandt Pøbelen et latterligt Spektakel.

    Men — spørger du — blandt andre Hædersmænd

Er der da ingen Skiald, som.... Serviteuren igien!

Som drev Poeterie imod Minervas Vilje?

Hvad du er ondskabsfuld i sidste Stund!

Hvi væbne Torne Stilken af en Lilje?

Jo! jeg veed een, som nyttede sit Pund

At male dine mageløse Yndigheder,

Og rime derpaa løs — hans Elskovs Bitterheder,

Du var min Magdelone, jeg din Peder!

Men da var du letsindig, Corali!

Du drev din Spot med mig, og mit Genie.

    At trylle Sceptermænd, og Høifornemme

Jeg da skrev Vers, særdeles angenemme;

Hvad derved vandtes, veed min tomme Pung;

Det veed mit Øre fuldt af Complimenter.

Dog troede jeg paa Lykken — jeg var ung —

Og hyldede paa Vers Poeter, Recensenter;

Man stedse mig, som deres Skygge saae,

I Haab en Laurbærkrands og evigt Navn at faae.

Hvad skeede; Phæbi Laurbær saae jeg skinne

Om andres Isser, Hæder og Berøm

Blev deres Digtes Løn; en hæslig Strøm,

Som kaldtes Lethe — østes over mine.

    Nu blev jeg omvendt, og i Politik

Og Poesie en Jacobin paa Moden.

Og af en vis unævnt en Fristelse jeg fik,

At vilde giøre Opsigt herpaa Kloden.

Skrev ogsaa rigtig nok i første Harm

Et Flyveblad, hvori jeg slog Allarm

Mod Sceptermænd og mod Parnasaristokrater,

Men siden, ved et bedre Overlæg,

Hvor ond ei Verden er — Gud frie mig — tænkte jeg

Vel fra Poeter og fra Potentater,

For dem er alting bævende og skræmt.

Man skrive hadsk, man skrive dumt,

Ad Hekkenfeld dog begge Deele bære.

Genier skruppe, Konger confiskere

(Hvo vil vel læse, eller kiøbe saa,

Naar man sig knap-engang tør avertere)

Og for lidt Fingerkloe Autor maae

Sig fra Parnas og Staten retirere.

    Det løb saa længe i min Pande om,

Til kolde Sveed udvælded’ af min Hierne.

Min Puls slog høit, en Sandsefeber kom,

— Og takker jeg for den min gode Stierne —

Thi jeg fra samme Stund oprinde saae

En philosophisk Lysning for mit Øie,

Jeg lærte nedrig Smiger at forsmaae,

Og vel saa nedrig Skumlen ligesaa;

Min Siel blev dydig, mine Tanker høie.

Mit Navn blev stort — som du vel selv har seet —

Som Moralist, og som Poet.

Jeg valgte mig en egen Vei at vandre,

Jeg praler aldrig selv, jeg roser faae,

Bagtaleren mit Fiendskab vente maae;

Jeg til Satiren ei min Haand kan faae,

Undtagen nu og da at prøve paa

Smaaskildringer af dig og andre;

I øvrigt er jeg glad, hvis før jeg døer,

Jeg det, jeg lever for alleene, færdigt giør,

Et episk Mesterværk, der hedder Oceanen,

Hvortil mig nu kun fattes Planen.

Da takker jeg min Gud, som det sig bør,

At jeg min Vei med Ære kunde vandre,

Og ikke blev en Nar, som mange andre.

    Er det dit Alvor? er det Spotterie?

Er det dig selv? Hvorfor min Corali?

Er det ei mig, er det en anden.

Men Navnet da! Nei Tak! Poeten, som du veed,

Har og sit Laug; hver Laug er her en Løndom ved,

Du veed, det er en Karl; det er min Smerte,

Nok være den Triumph for stolten Qvindehierte.

Nu siig mig, Corali! hvad tykkes dig

Om mine Brødre og om mig?

    De ere Narre! du er en Forræder,

Fy, fy! hvor sligt den Skialden klæder!

Vel da jeg sander det, som skrevet er!

De hedde Legio, de ere mange.

Men jeg kun een og anden mønstrer her

Af deres Rækker, saa uhyre lange.

Strafværdigt er da det Forræderie,

Som skeer for dig, o grumme Corali?

At da jeg lover mig en Smule af din Naade,

Jeg finder tvertimod al min Belønning i

Din gamle Haardhed, og din gamle Talemaade.

    Glem mig da evig, Hierte af Granit!

Glem mig, og alt, hvad nogentid var mit;

Forskyd selv dette Brev af Souvenir og Minde.

Men naar en Dag kun jeg tilovers er

Af al din heele blinde Dyrkerhær,

Min Upartiskhed dig i Tanke rinde!

    I Fordums Tiid jeg grandsked Eders Kiøn,

Og fandt det saare lysteligt at være;

Nu mit — og tilstaaer ærlig, kiendt i Løn,

At store Narre stundum begge ere.

Og nu jeg fatte kan, at det er sandt,

Hvad mangen modig Gang jeg noksom fandt,

Og aldrig uden lønlig Gammen;

At bægge Kiøn bedst trives sammen.

    Saa har alting sin Aarsag, som du seer.

Som for Exempel, Dyd, Forstand, og saadant meer,

Kan være saare brav, om du behager,

Og sit til Verdens store Plan bidrager.

Men Daarskab er ei heller at forsmaae,

Og os til Glæde er det lavet saa,

At Daarskab tykt om og er udstrød vorden;

Men Viisdom saare tyndsaad her paa Jorden.