Nu
Efter et svensk utrykt Manuskript.
Efter et svensk utrykt Manuskript.
Uendelige Væsen! Du,
For hvem selv hele Evigheden
Er kun eet eenligt enkelt Nu,
Med Miskund see til os herneden.
Dig helliges i denne Sang
Mit Nu, som eene mig tilhører,
Tag det! maaskee for sidste Gang
I dette Nu jeg Læben rører.
Et Nu, et nyfødt Øieblik
Er, hvad vi har, hvad os er givet;
Vort Maal et Skimt, vort Rum en Prik;
En Bygning for at sove, Livet.
Det slaaer, det store Tidens Uhr.
Et Gysende mit Alt opfylder;
I dette Nu en heel Natur
Forvandlingsbudet ydmyg hylder.
I hvert et Nu en dybet Grav
Sees Støvet til dets Byrd at fæste;
Men Skab’rens Mildhed Støvet gav
I dette Nu Frøe til det næste.
Alt lever for en Morgen her;
Did sigte Driften og Behovet;
Forgiængelighed Loven er;
Men Haabet levnedes dog Rovet.
I Mørkeskieret skiule sig
Min svundne Tiid, mit Nu, mit Siden
Mit Næde alting viser mig;
Dog eyer jeg et Nu i Tiden.
Ak! da vor Bane er saa kort,
Lad os forenede den vandre,
Og vær’, før vi slumre bort,
Til Gavn og Glæde for hverandre.
I dette Nu af dig attraaer
En Kummers Taare at formildes,
I dette Nu den Blinde gaaer
At hielpløs falde, og forvildes.
Gaae, il at lindre begges Nød
I samme Nu! opsæt det ikke.
Thi Godt og Ondt, og Liv og Død
Beroer saa tit paa Øieblikke.
Og du, som Verden til Behag
End bøiet gaaer i Lastens Lænker
Sværg Dyden Troskab Nu i Dag!
Til Morgen Daaren sig betænker.
K. R.