I det jeg herved overgiver vore Medborgere min afdøde Vens efterladte poetiske Skrifter, er det min Pligt fremfor Alt at bevidne min inderlige Taknemmelighed for den redebonne Velvillie, der har sat mig istand at give Samlingen en Fuldstændighed, som var langt over mine dristigste Forhaabninger; da jeg med Føje kan bevidne, at der ikke er et eneste trykt eller paa andet Maade udkommet poetisk Stykke af den Hedengangne, hvis Tilværelse jeg har kunnet erfare, og som jeg ikke har været saa lykkelig at komme i Besiddelse af. Først og fremmerst blandt dem, jeg har dette Held at takke, er jeg stolt af at torde nævne Hans Excellence Oberhofmarschal Hauch, der atter her har givet et Beviis paa det Sindelag, hvormed han saa lang en Række Aar igjennem har hædret Digteren og Udgiveren, ved at meddele denne ikke faa af Thaarups maaskee allerskjønneste Sange, hvortil han ellers ikke havde havt Adgang. Lige Taknemmelighed skylder han sin aarle Ungdomsven Conferenceraad P. J. Monrad, der med sin saa bekjændte Redebønhed ogsaa her af sine mangeaarige litterariske Samlinger understøttede Udgiveren; ingen har han imidlertid ved dette Foretagende saameget at takke, som Herr Forstander Borch, der, Mindet af vor Ungdoms glade Kreds tro, omhyggeligen har i en lang Række af Aar samlet paa vor fælles Yndlingsskjalds Arbeider, indtil de allermindste, meddeelt mig en omhyggelig affattet Fortegnelse derover, og været utrættelig i at skaffe mig tilveje, hvad jeg ikke selv havde eller kunde opspore. Mine Bibliothekvenners saa uafladelig erfarede og bevidnede Tjenstvillighed, behøver jeg ikke at nævne.
At imidlertid en paa denne Maade sammenbragt Samling ikke saaledes kan ventes ordnet, som om den afdøde Digter selv efter en foretagen Mønstring af sine Arbeider, havde kunnet vælge og bestemme Stykkerne, han vilde udgive, er naturligt. Saaledes er eet og andet Stykke først kommet mig tilhænde, efter at den Afdeling, hvortil den hørte, var sluttet og trykt, hvilket især er Tilfældet med samtlige de elegiskidylliske Stykker, der slutte Samlingen, og der forhen, men uden Navn, vare aftrykte i det almindelige danske Bibliothek 1780. Disse blev jeg først opmærksom paa ved det, en mig personlig ubekjændt hæderlig Borger, hvem Thaarup havde taget sig af, som en fattig Bondedreng, og blandt andet lært at skrive, ved at høre, at jeg var i Begreb med at samle hans Arbeider, sendte mig en Afskrift, han fra de Dage havde, af Stykket til Doris, Side 5291, under Overskrift, Aria af Hr. Thaarup til hans Kjæreste Jfr. Lund (død ikke saare længe før Digteren som hans Kone) dette Stykke forekom mig bekjændt; ved at opsøge det, traf jeg tillige de øvrige, hvorpaa jeg strax gjenkjændte Thaarups Stempel, og fandt nu i Worms Lexicon tredie Bind Digterens egen Hjemmel for, at disse Stykker ikke blot var af ham, men og alt da bestemte af ham at udgives med flere.
En anden skjøndt ikke megen betydelig Ulejlighed, som af denne uundgaaelige Samlemaade er fulgt, er, at et Par Smaastykker, der først var komne Samleren til hænde, som for sig bestaaende Sange, og som saadanne havde, med eller uden Digterens Medvirkning, været indrykkede i adskillige Samlinger, siden befandtes, at være udskaarne eller udtagne Dele af et Heelt, hvor de nu ikke kunde udelades, og følgelig paa ny maatte aftrykkes. Dette er f. Ex. Tilfældet med Sangen til 28de October Side 3792, der efter det danske Broderskabs Sangbog er aftrykt som en Vise, medens den siden befandtes at være et Brudstykke af Prologen Fædrelandskjærlighed og huuslig Lyksalighed 18093, som ved særdeles Tilfælde var bleven Samleren saa ubekjændt, at han endog benægtede dens Tilværelse, indtil hans Ven Forstander Borch gav ham Troen i Hænderne ved at meddele ham den.
At der i øvrigt mellem de her meddeelte Stykker vil findes adskillige, der i større eller mindre Dele have en paafaldende Liighed med hinanden, er en naturlig Følge saavel af Maaden, hvorpaa de bleve til, som den, hvor paa de samledes. En ikke liden Deel af min Vens Arbeider, endog af saadanne, der ere almindelig bekjændte, kunne med Føie siges, aldrig før at have været offentlig trykte. Ikke at tale om de Sange, der vare for enkelte sluttede Kredse, hørte det en Række af Aar ligesom til enhver større og mindre Samfundshøitids Festlighed, at den skulde vies ved en Sang af Thaarup; med den riges runde Haand omspredte han disse sine Sange; ofte kom de ham aldeles af Syne, vel endog af Minde, saasnart de kom ham af Hænde; meget naturligt altsaa, at naar mangen Idee, mangen Vending, mangt et Billede, som han her havde henkastet, ved et nyt lignende Arbeide frembød sig for ham igjen, tog han uden Betænkning dertil, vel som oftest uden at erindre sig, at han alt andensteds havde gjort Brug deraf, stundom vel endog som til sin rette og lovlige Eiendom, da han ansaae som utilværende og utrykt, hvad ikke var offentlig udgivet.
At han, hvis han selv havde oplevet at forestaae Udgaven af sine Digte, vilde have sigtet og drøvtet samtlige Stykker, veed jeg saameget des vissere, som jeg allerede for en lang Række af Aar siden to Gange har samlet ham de da tilværende til dette Brug, som han ved tilfældige Omstændigheder hindredes at gjøre deraf. Der vil da vel findes de, der ville paastaae, at hvad Døden bortkaldte ham fra, blev nu hans Udgivers Pligt, og med stræng Haand udpege denne hvert Stykke, der uden Skade vilde kunne savnes. Uden Skade! maaskee! skjøndt det vel sjældnere, end man saa løselig hen antager, torde være Tilfældet, at der i et saadant Stykke fra Thaarups Haand i poetisk eller lingvistisk Henseende Intet skulde være tabt; men ogsaa uden Savn! det omtvivler jeg endnu langt mere. For mangen af Digterens Samtidige er denne Samling som for mig en kostelig Kjærmindekrands fra Fædrelandets, og vore egne skjønneste og gladeste Dage; næsten ved hver Blomst deri hænger middelbar eller umiddelbar en eller anden hellig og elsket Erindring; stundom den, der kan synes den ligegyldige Nutid, som jo endog har forlangt Høstgildets og Peters Bryllups hellige Fædrelandssange forkortede, ubetydeligst, gjenkalder os i kjært Minde, hvad vi vel gav Blod og Liv for at kunne gjenkjøbe i Virkeligheden. Sandelig! til at vrage, bortkaste heriblandt, hører en Haand, som jeg ikke har, og ikke vilde ønske mig! og hvormeget Rum optager da en Blomst? hvormeget den hele Krands! Dette til Nutiden; hvad Eftertiden angaaer, dens Dom seer jeg rolig imøde, erindrende mig, hvad Priis Sekler have sat paa hver Linie, hvert Ord, der har givet Glimt af Lys om en Virgils, en Horat ses, en Tibuls Old, Tænkemaade, Forbindelser, og personlige Forhold.
Dog har jeg troet at burde udelade nogle Selskabscantater – der for det meste vare, maaskee ikke engang samtlig af Digteren gjorte, Forkortninger og Udvidelser af een Grundcantate, hvis Hoveddele endvidere forekom blandt de enkelte Sange – et Par Oversættelser, en Fortælling, eller rettere et Fragment, Claus og Ole, aftrykt i den saakaldte schulziske Poesiesamling 1ste Aargang, men hvorover Digteren selv paa en Maade havde brudt Staven, deels ved ikke, som han da ellers pleiede, at sætte sit Navn derunder, deels ved ikke at fuldføre den; ligesom han og ofte fortalte, at hans daværende Censorer i det danske Litteraturselskab i venskabelige Sarcasmer ikke just havde behandlet ham mildelig derfor. Med mere indvordes Strid har jeg udeladt en Prolog bestemt for et Privattheater, og forhen aftrykt saavel i Thortsens Lommebog for Skuespilyndere 1820, som i Tilskueren.
Denne sidste Omstændighed er vel tilstrækkelig til at godtgjøre, at det er ikke, fordi jeg misbilliger Stykkets Indhold, hvormed jeg vel kun torde være altfor enig, det udelades her; men fordi dets Tone synes alt for afstikkende fra samtlige her meddeelte Stykker, til ikke at give en Dissonants, som, jeg frygtede, vilde forstyrre det øvrige heles blidt harmoniske Indtryk.
Endnu har jeg ikke omtalt de mig af Digterens Frænde og Ven, Hr. Historiemaler Lund, venskabelig meddeelte trende dramatiske Fragmenter. Det første af disse er den mig fra vort allerførste Kjændskads Dage bekjændte første Act af Operaen Orpheus, saaledes, som den til det danske Litteraturselskab har været indsendt, og der circuleret. Skjøndt ustridig dette Fragment, som en litterarisk Mærkelighed fortjener at bevares, synes det ikke at egne sig til at meddeles her, saameget mere, som Digteren, ved at drage sin Haand i saamange Aar derfra, selv ligesom havde forskudt det. Ogsaa torde det i det mindste for den nærværende Smag være nok at vide, at alt det mythiske i Æmnet er fremstilt historisk, at saaledes den Vandsnog, der dræbte Euridice, her er en rasende Elsker, ved Navn Serpentes, til at den ikke vil forlange mere deraf.
Hvad derimod forefindes af Syngespillet Alfsol, synes, efter Haanden at dømme, at være fra Thaarups kraftfuldeste Tid, ogsaa tegner det til, at en Deel, maaskee endog en Act deraf har været fuldbragt, da der findes en Reenskrift, saa pyntelig, som Thaarup kun ved færdige
Arbeider plejede at skrive, men hvoraf til Uheld adskillige Blade i Midten synligen mangle. I den Forudsætning, at de, som maatte ønske at kjænde Æmnet nærmere, ville vide at søge dette i den suhmske Fortælling af samme Navn, meddeles Fragmentet, saaledes som det er forefundet.
Alfsol.
Første Act, første Scene.
Skuepladsen førestiller en Skovegn i Nærheden af Templet Skirisal, man seer dets Tinde at vise sig over Træerne, bages paa Skuepladsen er Fjeld. Det er Morgen, og Himlen er klar, som paa en skjøn Sommerdag. Thors og Odins Præster, Freias og Skjæbnens (Nornernes) Præstinder fremkomme for at lyse en høitidelig Fred over Egnen ved Templet.
Chor.
Tryg ved Guders store Vælde,
Fred! dit Tempel grundet er,
Krigens blodbestænkte Glavind,
Kiv og Vaabenbrag og Avind,
Helligdom blandt Norges Fjelde!
Komme ei dit Alter nær.
Mandligt Chor.
Auka Thør sin Mjølner glemme,
Fra hans Aasyn straale Fred!
Qvindeligt Chor.
Og ved Møens glade Stemme
Smile Freia huldrig ned:
Chor.
Tryg ved Guders store Vælde etc.
Odins Offerpræst.
Mægtige Valfader! styrt i din Vælde
Til Nastrond ned
Hver en Vanhellig, som bryder din Fred!
Freias Præstinde.
Moder til Kjærligheds reneste Glæder
Sign med dit Aasyn de skyldfrie Stæder,
Som vi indvie til Fred.
Fred over Fjeld, Fred over Dal,
Fred over Guders klarskinnende Sal!
De forlade Skuepladsen.
Anden Scene.
Alfsol.
Dag, som min Skjæbne skal bestemme,
Du er da kommen; klar og herlig
Begynder du, og Alt er Fred;
En sagte Susen Granen gjennembæver,
Ærbødig bøier den sin høie Isse,
Og hilser dig med alle sine Grene;
O dette Hjerte hilser dig.
Vær mig velkommen! du opfylder
Hvert lønligt Ønske i min Barm,
Du giver mig mit Fødeland igjen.
Fødeland! din kjære Bred,
Snart din Alfsol skal modtage;
Til hvert fjændt, hvert yndet Sted
Henrykt vender jeg tilbage. — —
Mine Dage der igjen —
Himmelklare svinde hen.
Som en Bæk i Engens Skjød: —
Sagte mellem Blomster rinder, —
Der min Barndoms Glæde flød!
O hvor glad min Sjæl sig minder ... —
Livets første Vaar i dig?
Da var Alfsol lykkelig.
Hun hensætter sig tankefuld paa en Steen; hendes Gebærder udtrykke Følelserne af foregaaende Sang.
Tredie Scene.
Ingi kommer ind, hans Øje søger hans Søster, han seer hende, og nærmer sig, hun bliver ham vaer, og gaaer ham imøde.
Ingi.
Du søger Eensomhed, og skyer den Hæder,
Som hele Verden yder dig.
Alfsol.
Ei Ærens letforsvundne Glæde,
Men Ro, mit Hjerte ønsker sig.
O Fader! da dit matte Hoved
Sank i min Barm, og Odin vinked dig,
Og sidste Gang dit Øie saae til mig,
Og brast, – da svandt din Datters Glæde,
Da sank jeg i min Kummer ned, —
Min Trøst var ved din Bautasteen at græde,
O! Vemod svækkes ei ved Hæder.
Ingi.
Hvorlænge vil din Sjæl tungsindig hvile
Ved Mindet om hin sørgelige Dag!
Selv Odins Vink vor Fader kaldte,
Med sneehvid Isse var han viet
Til Heltes Løn i Valhal.
O havde Borghild tænkt, som du,
Var Alf da bleven glædet med en Alfsol?
Følg du Freias Anilde Bud!
See, Naturen hende lyder!
Jorden staaer, som Himlens Brud,
Livet glædes, naar hun byder,
Heltens seierlystne Bryst
Smelter hun til Hendes Lyst.
Her afbrydes desværre det reenskrevne Fragment; af
de løse Brudstykker, hvoraf der til disse første Scener er
en Deel, har jeg uddraget følgende:
Ingi.
Min hele Sjæl er fæstet paa den Tanke,
I Dag skal Guder aabenbare
Det Held, som de bestemte dig,
Bliv det, du bør, min Alfsol, lykkelig!
Her tør en Broder Folkets Dom bekræfte.
Alfsol.
Mørkt tale Guderne i deres Runer;
Høit og ufatteligt er Asamaal;
Hvo veed, om det er Held at vide
Hvad Lod de gav den Dag, som vorder.
Ingi.
Dog er det passeligt at følge
Vor Fædre-Tro – thi Guders Sprog er Visdom,
Og gruble maa den Mand, som Viisdom søger.
Det mørke svinder; kunne Aser skuffe,
Og hilde vore Fjed til deres Bolig?
Alfsol.
Kun Skjæbnens vise Styrer, elskte Broder
Han overskuer den, og tier.
Dog vil jeg følge vore Fædres Skikke – – —
Ingi.
O vilde Nornens Bud i Dag bestemme
Ham, som jeg ønsker dig, som er dig værdig!
Alfsol.
Ingi.
Du kjænder Vestfolds unge Konge:
Hvo er som han blandt Nordens Sønner? —
Djærv i sin Idræt, vennesæl i Adfærd,
Og elsket af et Folk, ham villigt lyder.
Stor er hans unge Sjæl i Kamp, og mild i Freden,
I Manddoms Idræt uden Lige.
Som Odin er blandt Aser,
Som Alfsol er blandt Nordens Piger,
Saa er han hædret, er han elsket.
Ved mig han sønder dig sin Hilsen,
Ei vil han stædes for dit Aasyn,
Før Du tilstæder det,
Som Ven, som Broder jeg dig beder:
Nægt ham det ei! dit Aasyn blidt samtykker?
Alfsol.
Hvad kan, o Broder! Alfsol nægte dig,
Du beder, Konge! hvor du kunde byde?
Ved Odin! havde jeg en Sigurds Vælde
Jeg bød dig ei! ei har jeg Sigurds Sind,
Mit Bud er over Mænd.
Efter de følgende paginerede Brudstykker, der alt
blive færre og ufuldstændigere, synes nu Ingi med Alfsols
Minde at have hentet Harald; i en Monolog,
hvoraf lidet eller intet findes, lader da Alfsol til at
have røbet sin Kjærlighed til denne, hvem hun eengang
har rakt en Seierkrands. Han kommer nu med Ingi,
Fjerde Scene.
Alfsol. Harald. Ingi.
Harald.
Dig Jordens Freia! skylder jeg den Hæder,
Jeg vundet har i Kamp og Manddoms Idræt,
Dit Bifald var mig Løn, var mig Opmuntring;
Vel styrer jeg en ringe Deel af Norden,
Men det er Mænd, jeg byder.
Fornøjet med min Lod, til Vestfold odelsbaaren,
Jeg Konge er ved mine Nordmænds Valg,
Som blot ved Hjertets Bifald lyder.
Stort er mit Held; men vilde du det dele,
Valkyrie! med mig,
Da først var Harald lykkelig.
Efter et undvigende Svar af Alfsol, hvor hun ud
sætter Udslaget paa Grund af:
Snart bære sølvblaa Bølger
I Svanefavn mig hjem til Fædreland
findes følgende Grundideer til en Sang af Harald:
Trods Stormt og vilden Bølge
Jeg gjør mig gjennéhi Havet Vei!
I Mulm og Nat skal jeg dig følge,
Jeg tænker dig, og skjælver ei!
Lad vreden Thør paa Broen age,
Og Ild fremkaldes fra hans Bryn,
Lad Himlens lyse Hvælving brage,
Og Fjelde styrte for hans Lyn,
Naar kun dit Blik mit Hjerte svarer (?)
Jeg Hel tør skue for min Brud,
Jeg trodser Storm og Lyn og Farer,
Og skjælver ei for nogen (?) Gud!
Under foregaaende Arie — siger nu Conæpten —
kommer Signe Prindsessens Fortrolige ind.
Femte Scene.
Signe.
Ædle Alfsol!
Alfsol.
Kjærlige Veninde!
Betænksom seer du paa din Alfsol?
Signe.
Om føje Tid, Fyrstinde! er den Time,
Da Nornen dig skal aabenbare
En herlig Udsigt over dine Dage;
Alt Dine Møer vente dig,
Og Nordens store Skare
Vil følge dig.
Alfsols Svar findes ikke, saalidet som Begyndelsen af
følgende Scene, hvori hun formodentlig har givet Harald sit
Ja, – da en Qvartside mærket med Bogstavet M fattes –
Bladet N begynder med følgende Replik af Ingi.
Mit Venskab har du og en Broders Minde,
Og det bekræftes med et ærligt Haandslag.
Harald.
Ved Odin, ved den Tro, der boer blandt disse Fjelde,
Og i hver Jotes, og hver Nordmands Favn,
Tilsværger jeg dig et urokket Venskab.
I Fredens Skjød, og Hildurs haarde Leeg
At glædes, seire, døe med dig,
Følgende synes at være en Duo, saameget mere,
som næste Brudstykke omtaler en Duet.
Harald.
Fast som mine Fædres Fjelde
Er den Tro, jeg sværger dig,
Ingen Smiger, ingen Vælde —- .
Daarer, eller skrækker mig.
Ingi.
Med en Sjæl, som Svig ei kjænder,
Med en fri, en Jotes Aand,
Som for Tro og Ære brænder,
Gav jeg dig min Høirehaand.
Begge.
Guder skal vor Pagt beskytte!
Den er skjøn, som den er fri.
Nors og Joters Sønner knytte
Evigt Vennebaand, som vi!
Syvende Scene.
De forrige. Danske og Norske Hærførere.
En norsk Høvding til Ingi.
De norske Kjæmper byde Joters Konge
Ved os en Hilsen, de dig byde, — —
At føre dennem an ved Festens Høitid.
En dansk Høvding til Harald.
Og Joters Kæmper hilse Vestfolds Konge
Ved os, at den, som Alfsol Krandsen rakte,
Vil føre dem til Festens Høitid.
Ingi.
Hvilket herligt Varsel
Paa Broderbaand imellem Nordens Sønner!
Trofaste Mænd! I Dag svær Eders Konger
Fostbroderlag!
Jevnsides vil vi vandre Ærens Bane;
Saa vandre Jot og Nordmand med hinanden —
Jævnsides og i Dag til Fæstens Fryd.
Som Brødre vandre Haand i Haand
I, vore Mænd, som Brødre Eders Konge.
Harald og Ingi.
Guder skal vor Pagt beskytte,
Den er skjøn, som den er fri,
Nors og Joters Sønner knytte
Evigt Vennebaand, som vi!
Dette gjentages i Almeenehør, og Scenen forandres til Templet.
Ottende Scene.
Præster og Præstinder, Ingi, Harald, Alfsol, Folk.
Chor af Præster og Præstinder.
Hellig Ærefrygt bebuder
Eders Aasyn, Nordens Guder!
Hvo som reen og ubesmittet er,
Træde Eders Aasyn nær!
Han er det værd.
Vær trøstig Kongedatter!
Den tredie.
Gid din Skjæbne
Vorde dine Dyder liig!
Den mellemste,
Kongedatter! — —
Fat den skræksomme, Ring,
Og sværg!
Alfsol knæler for Alteret, griber Ringen, som er befæstet deri, og sværger.
Alfsol.
Mig hjelpe Nordens Guder og Gudinder,
Som jeg med Tillid,
Med et usmittet Hjerte,
Fremstiller mig at forske Skjæbnes Dom.
Mægtige Guder! hører den Bøn!
Hun er uskyldig, som hun er skjøn
Templet mørknes, et Drøn, som af en fjern Torden, høres, Præstinden
bedækker sig med sit Slør, og siger med huul Stemme:
Gudinde... Dødelige
Lykkelige... Vaandefulde
Fra Østen — den Kjække, den Gamle
Lyn — Baal — og Brand
Nu — klarner Himlen.
Hvad Mulm min Sjæl omgiver?
O det er Guders Tusmørk!
. . Spaadommen forvildes,
Mørket svinder; man seer Skjæbnens Præstinder sidde tause og blege;
maalløs Rædsel herster overalt; Alfsol reiser sig langsømt fra Altret. —
Hvad Lys skal dette mørke Bud forklare?
Ingi.
For første Bør vi spænde Seilet ud,
Og lade staae ad Fædrelandets Bredde.
De gaae med Følge tause bort.
Chor af Præster og Præstinder.
Skjæbne, mørk ufattelig!
Din ene skuer dig.
Da det reenskrevne her holder op midt paa en Side, er
det sandsynligt, at Digteren ikke nogensinde har gjort mere
færdigt, især da Acten ikke sluttes her, men der endnu
er tre Scener deraf tilbage, som foregaae i Ingi og
Alfsols Telt, den første mellem disse to ene, nu kommer
Harald til, og midt under en høitidelig Elskovs Scene
mellem ham og Alfsol, høres udenfor et Chor synge:
Hil være Sigurd Gothekonge!
Held, og Hæder følge hans Fjed,
Herlig, som Solen i Østen opstiger,
Han kommer, og straaler paa Landene ned.
Nu bliver med eet Oraklet Alfsol klart, og hun
erkjænder i Sigurd
Den Gamle fra Østen,
Harald og Ingi søge vel at berolige hende; men i
det samme indtræder en Udsending fra Sigurd at stævne
begge Konger for dennes Throne, og lader tillige et
Par uhældvarslende Ord falde om Sigurds Hensigter
paa Alfsol.
Som jeg nu er i Begreb med at vilde samle noget
af de langt ufuldstændigere og øjensynlig med Forsæt
mutilerede Brudstykker til anden Act, træffer jeg uventet
i det ældste af mine Tidskrifter, dramaturgiske Samlinger,
tredie og fjerde Hefte, et Par henkastede Ord, hvori ankes
paa, at Alfsol, ligesaalidet som Prams Olindo, og hans
Asla, havde fundet Naade for daværende Vedkommendes
Øine, men vare forkastede eller henlagte, og fik jeg da
herved Oplysning, hvorfor Digteren havde afbrudt sit
Arbeide, hvoraf han da mulig kun har indgivet en Prøve;
og skjøndt han vel siden, i de Aar han selv var Thea
terdirecteur, og Skuepladsen ejede Componister, som
Schulé og Knuéen, kan have havt Fristelse at tage fat
derpaa igjen, er han formodentlig bleven hindret ved det,
han til sin Høstgilde og sit Peters Bryllup havde benyttet
saa mange enkelte, deels Ideer, deels Stæder deraf,
saa han aldeles havde maattet begynde forfra.
Har jeg imidlertid, skjøndt ikke uden Vanskelighed
og høist ufuldstændig, udbragt noget af disse disjecti mem
bra poetæ, da mistvivler jeg om, at kunne have lignende
Held med hans sidste Arbeide, Alæste, som han øjensynlig
er bortrevet fra midt under Arbeidet, uden at nogen Deel
deraf kan ansees for mere end løselig henkastet til videre
Udarbeidelse. Dog kan jeg ikke nægte mig at meddeele
Enden af første Act, der, skjøndt øjensynlig ingen
lunde færdig, forekommer mig at være af lyrisk Kraft.
Den foregaaer i Templet, hvor Præsterne og Folket for=
ene deres Bønner med Alæstes for den dødsyge Admets
Frelse. — —
Alæste.
Du Lys, som tændt af Evighed
I evig Klarhed brænder,
Du skuer i mit sorgbeklemte Hjerte ned,
Dets skjulte Tanker, hvert mit Ønske fjænder;
Har jeg ved Ægtetro, ved Kjærlighed og Dyd,
Attraaet din Guddom at behage,
Var det mit Hjertes Lyst ved huuslig Dyd
At lette Kronens Vægt for elsket Mage,
Saa hør min Bøn, og lad mit Offer dig behage!
Hun ofrer Virak, Flammen stiger høit, og Vellugt udbredes over Scenen.
Ypperstepræst.
Klar Offerflammen mod Olympen stiger,
For Haabets Daggry snart vor Kummers Mulm bortviger,
O Dronning! Lysets Gud har hørt din Bøn;
Dit Offer han med Naade har modtaget,
Din Ydmyghed ham har behaget – – –
O! hvilke frygtelige Drøn!
Orkaner hvirvle, Templets Grundvold bæver,
Han nærmer sig, Latonas Søn! – – –
Ei Tordner buldre meer, Orkanen tier,
O hør den gyldne Lyras Harmonier,
Et Lys sin Straaleglands om Gudens Billed breder;
Thesalier! nedknæler og tilbeder!
Musiken vorer, Alterluen forsvinder, en blaalig Flamme slaaer op fra
Trefoden, Musiken tier, og en huul Stemme siger:
Admet skal døe, naar ei en anden for ham døer.
Luen slukkes, et Tusmørke udbreder sig. Alceste hensynker som i Afmagt,
Chor.
O iler fra denne
Forfærdelsers Bolig!
O lader os flye.
Alceste.
I Guder! Eders Himmelstemme lyder,
Jeg hører fra Olympen Eders Røst,
I gyder Trøstens Balsom i mit Bryst,
Et Haabglimt Smertens Mulm igjennembryder.
Alæste! kun en trofast Ægtemage,
Kan kalde din Admet fra Dødens Svælg tilbage,
Gudinder fra det mørke Land,
Som smelte ei ved Dødeliges Klage,
See! Livets Maal blev lagt i Eders Haand,
Afskjærer da dets Traad, forkorter mine Dage,
I har mit Løvte hørt, jeg bryder ei min Pagt;
For min Admet jeg er i Eders Magt.
Den blaalige Lue opblusser atter og Stemmen høres.
Alæste! vi modtage dig.
Den ypperste Præst kommer fra Helligdommen.
Du hørte Dødens Røst, den dig til Offer kræver,
Den er dig nær, den om dit Hoved svæver,
Admet nu nyde skal de Dage, du ham skjænker,
Naar Solen snart i Thetis Favn sig sænker,
Tænarens Gud fra Grændsen af sit Rige
Sit Bud skal byde at opstige,
For at modtage dig, du ventes der.
Alæste.
O glad opfylder jeg en Pligt, saa kjær.
Evander kommer ilende til.
Paa Guders Hjælp forgjæves venter du.
Iil din Admet at see eengang endnu,
Hvad har han, hvortil han sin Lid kan fæste
I Dødens Stund?
Alceste.
Han har Alceste!
Hvorvidt dette Brudstykke lover en Opera, som man
nutildags fordrer den, tør jeg ikke afgjøre. Mig har de
Udkast, jeg har gjennemløbet deraf, ladet dybt beklage, at
Danner — Folket under Frederiks nylige Sygdom og ved
hans Helbredelse har savnet sin gamle Ordfører
Den 7de Juli 1822.
K. L. Rahbek.