Til Doris
1780
1780
Min Doris! naar mit rørte Bryst,
Med Sukke kun kan give
En Gjenlyd af sin hele Fryd,
Og Læben dertil mangler Lyd,
Da lad, min dyrebare Pige!
Et Vidne paa min Kjærlighed,
Da lad min stille Taare sige,
At du er min Lyksalighed.
Ei Marmorbuers stolte Pragt
Her mine Ønsker vare,
Og Jordens Rigdom, Kongers Magt
Anseer mit Hjerte med Foragt,
Men Nøjsomhed, og dig, min Pige!
Og saa – hvad Himlens Godhed vil!
Det Held, hvorefter Daarer hige,
Jeg seer med et medlident Smil.
Lyksalig ved vor Kjærlighed
Min dyrebare Pige!
Skal ingen Sinds Urolighed
Blandt vore Dage finde Sted,
Men mellem Kys og Favnetage
Vi under Glæder blive graae,
Og tænke saa med Lyst tilbage,
Da Himlen først vor Elskov saae.