Antologier

    Løvsal i det blanke Hav!

    Rugmark over Kæmpegrav!

    Tue lav, hvorfra der steg

    Tankeflugt og Strængeleg!

      Lille Krog,

      hvorfra dog

Rygtet vidt i Verden drog!

kjær er du den danske Mand,

thi du er hans Fædreland.

Stakket Magt og ringe Vægt

har du blandt Europas Slægt;

du maa høre fremmed Bud,

som du var et Skumpelskud,

      og din Ret

      ta’er man let,

af din Klage led og træt;

nu, saa hold for Tunge Tand!

klag ej mer, mit Fædreland!

Du er ej til Skjændsel født,

og du gjemmer i dit Skjød

med din gamle Æres Arv

dine Fædres Kraft og Marv;

      mild og spag

      helst i Mag

for din Søn paa Godtvejrsdag;

men i Nød og Trængsel han

svigter ej sit Fædreland.

Bank ej mer paa Hovmods Port,

faa din egen Gjerning gjort!

tørst ej efter fremmed Krus,

men vær Herre i dit Hus!

      Fra din Vang

      end engang

skal der tone Sejerssang,

        og din Sol fra Himlens Rand

        atter stige, Fædreland!