— og kniven skjult imellem hendes bryster,
tog hun og rakte ham: — Velan, bestem dig!
Men hvis du vakler, og hvis haanden ryster,
saa, kæreste, gaa roligt bort og glem mig.
Vis er din løn, saafremt . . . . .!
Men til en kryster
jeg kender kun ét raad: — Gaa bort og gem dig!
Forfærdende og spotsk og ømt
er hendes smil.
Forjættelse paa skrømt
og spøg i alvor.
Et bytte: lyst for kval
— et krav til bunden tømt
for naade.
En tung pokal
formet som bøn, gjort af befaling.
En dronnings løfte for en grum betaling.
Som agerhønen samler æg,
den ikke selv har lagt.
Som et begær med krop
— et ilds- og isbegær
er denne mær
med sjælen klæg af hunger efter magt,
der aldrig siger stop.
Som ikke hører op,
før i sit rov
den ligger kvalt
og grusomt har
betalt.
Og skælvende, beruset mer’ end ord
han siger kun:
— Min elskede — jeg gaar!
Gem mig din mund,
dit gyldne væld af haar
og duften af din hud.
For svimmelheden i din favn
jeg paa dit bud
vil gaa og bringe dig . . . . .!
Min attraas dyb
er dyb som havet
— min længsel som et kryb,
der ind har gnavet
sig i mit sind
og gjort mig blind
for alt undtagen dig.
Han ilede beruset af sin lyst
med kniven skarp og svaj
og varm af hendes bryst
ud paa sin vej.
Forfærdende og spotsk og ømt
stod hendes smil
som noget engang drømt
— halvt i profil
med blikkets glød
af halvt forjættelse
og halvvejs skrømt
— som halvt forgættelse
og heltud løfte.
I halvregn hørtes kvæget snøfte.
Og langvejs torden brød
en svag og rytmisk lyd,
der kun var mulmets lyd,
naar dette slukker
til sidst en skumrings sidste halvsøvns fryd.
Men midt igennem — sløret — hendes røst
— Med blomsterknopper redt,
med kosteligste vand besprængt
mit leje venter
til løn og tak og trøst,
i fald du henter
den ene ting, hvorom
jeg har dig bedt:
din moders hjerte.
Paa dyre hynder slængt
vil jeg med vin og honning
dig beværte,
før vi til strengespil . . . . .!
En hæftig smerte
gaar gennem ham.
Han vil det ikke.
Han staar i tvivl
og iler atter mod sit skammens maal
med hjertet pisket af sit eget baal
af lyst og længsel.
Saa klager døren med sit kendte hængsel,
og stuen rækker ham sin velkomsts skaal.
At vakle frem imod en regnnats kast
er tungt. At vakle med et hjerte som sin last
er mere tungt. Og vakle frem imod en regnnats slud
med hjertet af sin mor — forladt af Gud —
med afsinds røde lyst og sorg som alabast
maa være tungere end alt.
Han løb og snublede og løb og faldt.
Legendens aar er talt
til gamle cedertræers aar.
Dog ung, som var den første gang
fortalt i gaar,
er dens pointe:
Da drengen faldt,
og han i faldet slængte
sin byrde fra sig, lød der tyste ord
— de kom fra hjertet paa den sorte jord.
De lød, som sukkede en brusten streng:
— Sig — slog du dig, min egen, stakkels dreng?