Horeungen fra Gilead — røverkaptajnen fra Tob;
nu i spidsen for gileadittemes væbnede hob;
Jefta, den kamplystne kæmpe, tinged med Herren, sin gud,
og endte til slut konferencen i Mizpa med dette bud:
»- Giver du, Herre, Ammons børn i min haarede haand,
da vil jeg, Jefta, kriger og høvding af æt og aand
brænde — dig til et offer — det første, der møder op
hilsende mig ved min hjemkomst,« — og Herren, hans gud sa’ : »Top!«
Camos var gud for Ammon, et sløjt merkantilt geni
med lige saalidt begreb om et hemmeligt diplomati,
og udfaldet blev jo derefter: da tyve stæder var brændt
fra Aroer op til Minnit var lykken mod Ammon vendt.
Og slaget ved Ab-el-Keramin, et morderisk blodigt slag
slog Ammons børns sidste armeer og stolthed i kvas og kvag.
Men Jefta, som talte byttet af kvinder og børn og kvæg,
blinked’ til Gud og lo i sit safranfarvede skæg.
Jefta, du snilde hedning, som tuskede med en gud
— dengang din unge datter straalende dansede ud,
dansede dig i møde — dansede mod sin død,
jublende og med lykkens lys i sin gyldne lød
Jefta, Jefta — hvad hjalp dig angeren i din graad:
For gæld og forskrivning til Jahve gives der intet raad.
Gud er en haardhændet herre —. Parolen er altid: »Betal!«
Og betalingen, naar den forfalder, en verden af ve og kval.
Mizpas skønneste rose — aa, jeg har set dit bryst
bølge i haabløs hulken, skælve i haabløs lyst,
dirre i dødsdømt længsel, bæve i bøn til Gud
— Gud, som koldblodigt saa dig flakke blandt bjerges brud.
Barn — jeg har set dit legem brænde paa bødlens baal,
barn, jeg har set dit hjerte flænget af Jeftas staal.
Mizpas skønneste rose — næppe endnu foldet ud,
— aa, jeg har knyttet næven og løfted den mod din gud.