Barbara Jensdatter sloges i kvag
— saaledes som tavlen beretter —
den dag hun blev atten — en dag som i dag.
Der staar rosa konvaller paa Barbaras grav;
— var det rosa konvaller han brød ved et dige
og bragte sin pige før latteren tav?
Aa, de rosa konvaller — det brudeslørs flor
— den galen af gøg under bøjede pile —
den ensomme myrte, som meningsløst gror.
— Sov sødt, lille pige! staar der — sov sødt!
Saa rørende ømt som et smil under taarer —;
ja, drøm, lille pige — og vent og vel mødt —
— naar jorden en dag ta’r os ind til sin barm
og knapper sin frakke til over os,
og intet er mere af had eller harm;
— kun rosa konvaller og poppel og pil
sten, der er sprukne ruiner
— og myrternes latter og brudeslørs smil