Hvem rider gennem midnats regn
saa hovedkulds af sted?
Hvem farer uset i mit hegn,
naar ikke jeg er med?
Hvad gaar i gungrende galop,
forbi min usle vraa?
Vil han mit bord med fad og kop
og muldsort brød forsmaa?
Hvem har saa travlt endnu saa sent
i mørket om mit hus,
hvad kongens ærind’ har forment
ham tid til køligt krus?
Saa hamrende — saa vildt — saa snart
— saa aandeløst hans jag,
og dog det er, som om hans fart
ej vejbid lægger bag.
Den drøner endnu tung og dump
som en usaligs jagt,
og dog bli’r stadig ingen stump
af vej tilbage lagt.
*
Men hør: jeg aner, hvem han er
saa fjernt fra seng og baas,
og hvorfor stadig lige nær
han tramper frem sin kaas.
Nu véd jeg, hvorfor dette jag
og denne midnats larm.
Det er mit eget hjertes slag,
der hamrer i min barm.
Mit land! for dig et hjerte slaar
— uværdigt som det er.
Al daglig modgang mig forgaar,
naar blot jeg er dig nær.
Min barndoms land — mit dyre land
— om al min skam du ved.
Hvor ofte jeg paa fremmed strand
gik frem i ingens ed.
Nu er din ære atter min
og mit dit nederlag.
Fra denne dag din ros min vin
din puls mit hjerteslag.