Saaledes lyder sagnet om hin kæmpe,
Gideon, søn a Joas — ven af Jahve.
Utalte slægtled mumled’ dette frasagn
om Jerub Baal, hvis navn var Gideon.
Fordi de rejste altre for Astarte
— Baal og Astarte; rejste sten og støtter
— støtter af træ, hvortil de ofred’ okser
— okser og faar, usyret brød og kager;
fordi de syndede og glemte Jahve,
(Evig er Jahve — evig og langmodig!)
fordi al tak forsvandt af deres hjerter,
og ingen mindedes Egyptens trældom,
hvoraf de friedes ved Jahves naade
— derfor — kun derfor sendtes stærke stammer,
fjender, hvis tros var vældigt, hvis kameler
var uden tal, og som drev Israel foran
helt frem til Gaza.
Og hvor de hærgede, blev intet levnet.
Men Herrens miskundhed er uden maade;
stor er hans vælde; — vældig og langmodig
— god til at vente er Han; — dertil trofast.
Og da han kendte Jerub Baal, som styrted’
stenen for Bal og støtten for Astarte,
kaldte han Jerub Baal, hvis navn var Gideon.
Og loved’ ham at frelse Israels folk.
Og Gideon lod blæse i trompeter
og opbød ufortøvet fire stammer
— Sebulon, Naphtali, Aser og Manasse —
og skønt hans slægt var ringest i Manasse
— og skønt han selv var yngst blandt sine brødre,
og skønt han syndigt tvivlede paa Jahve,
besvarede hver vaabenfør hans opbud.
Hin nat laa taagen tyngende paa marken.
Fra fjendens lejrby hørtes hestes prusten.
Kamelers skrigen blanded’ sig med latter,
og dæmped klirred’ vagternes patruljer.
Og Gideon gik foran sine roder
af rede mand og kaldte højt paa Jahve:
— Stammernes herre — om det dig behager
— vis os dit tegn, at hver og en kan skønne
her, at du gir’ os frelsen ved min haand.
Se — jeg har bredt et uldskind midt i gaarden.
Væd det med dug — men lad — o, Jahve, Herre!
udenom alt forblive tørt for væde.
Herre — jeg tier. Jeg er Jerub Baal.
Og saadan skete det: ved daggry Gideon
stod op og krystede en skaal af væde
af skindets uld; men alt var ellers tørt.
(Thi Jahve er ufatteligt langmodig.)
Dog: Jerub Baal — hvis navn var Gideon,
den mand, der fældede de falske guder —
var fyldt af tvivl — tillige saare frygtsom.
Han gik endnu engang for sine rækker
af rede mænd og raabte: — Vredes ikke;
men — Herre! — vis endnu engang din tjener
ved tegn, at saadan er din høje vilje
— at det forundes mig at knuse fjenden.
Lad duggen falde denne gang paa marken,
men skindets uld forblive tørt for væde.
Herre — jeg tier. Jeg er Jerub Baal.
Og saadan skete det ved næste daggry;
thi Jahve er ufatteligt langmodig.
Da kaldte Gideon paa sine stammer,
og sejrrigt gik de ned og knuste fjenden.
Og fjendens fyrsters ho’der laa for foden
af Gideon, som kaldtes Jerub Baal.
Men snart laa Israel igen i synden.
Saaledes lyder sagnet om hin kæmpe,
Gideon, søn af Joas — ven af Jahve.
Og i hvert bryst bekræftes dette frasagn,
og fra hvert spejl et ansigt ser imod os
af Jerub Baal, hvis navn er Gideon.
Evig er Jahve — evig Jerub Baal.