Den dovne bonde, Jasper,
sidder om aftenen i kohuset og spiller mandolin og synger saaledes:
sidder om aftenen i kohuset og spiller mandolin og synger saaledes:
Naar solen gaar i dynerne og ta ’r sin seng i brug;
— før stjerner stikker trynerne i dybets sorte trug;
da fører jeg min dag med skæmt,
min gode, dovne dag i stald,
og saa er hug og piskeknald
og alskens skældsord glemt.
Og Han, der fodrer stjernerne, naar natten falder paa,
og sindigt blander kærnerne i maanens skaarne straa
— Han ved: om dagens bringe blev
en smule skrabt af selens slid,
mens sammen vi med middels flid
paa agren furer skrev —
Han ved, at naar hun gnækkende er humpet i sin baas,
faar hun i krybben rækkende det bedste, der kan faas.
Og naa’de vi for lidt, vi to,
som før det gik for doven krop:
i morgen staar vi aarle op
og blanker Fandens sko.
Min nabos dag er skarp og tynd; men min er rund og fed,
og først mod aften haster vi og blinker blankt af sved.
Men under nat i al slags vejr,
da kommer nabo til mit sted
og lytter ganske gratis med igen til denne her:
(Jasper begynder forfra, og omsider lister naboen
hovedrystende hjem. Han skal op kl. fem.)