Landsbyens mumlen naa’de næppe op,
hvor æslet stønnende fik endt sit løb
ad stier traadt i tusind aar af geder.
Vise og gode geder havde traadt
den sti, der førte æslets fødder op,
hvor vandet falder klirrende i dammen.
Ved dammen under klippens hundred fod
af blanke flader kasted æslet sig
og fødte føllet, inden stormen sendtes.
Og hyrders hunde slikked’ æslet rent,
mens aseninden skælvende faldt hen
og glemte dagens mangehaande byrder.
Glemte det alt — selv strædets snævring, som
paa engang spærredes af vilde børn,
og overalt var menneskenes unger.
Glemte selv flugten gennem stræders spind,
og hvor det gik afsindigt ud og op
i bjergene, hvor bare hyrder færdes.
Den næste dag stod æslet op og gik
fulgt af sit vaklende og fine føl
ad stier, geder traadte, ned mod byen.
En sky drev skødesløs og ensom frem
og gjorde himlens blaanen mindre tom;
— men stormen hvilede sig efter nattens gerning:
— som var at rive palmers grene løs
og brede dem ved gry paa æslets sti.
Men kedlen hang endnu ved æslets hale.