Den røde tvivl
— den hvide tro,
et haandpars gennemstungne to
rakt frem mod det,
vi mest attraar
og aldrig faa’r,
hvor langt vi naa’r —
se — det er livets fest!
Og jeg, der bød til gilde,
har klynket som en olding,
har messet som en præst;
men tak dog, at I kom!
Thi inden dagen dæmrer
gaar sjælene af jer og mig
i gryets graa og hver for sig
til dom
som slut paa livets fest!
Jeg ta’r i mine hænders skaal
en hjernes hvide skal;
— jeg gyder vinens purpurbaal
i dødningens pokal;
— jeg løfter den, kredenser den;
— endnu er livet fest;
— giv skaalen til din nabo ven
og lad dens runde naa til hver
og een, der blev min gæst.
Du smiler, ven! — og du! — og du!
— og jeg maa smile med!
— i livets fest er ingen gru
og ingen slags fortræd.
Lad skaalen gaa, den hvide skaal
til hver og en, jeg bød,
at han af vinens purpurbaal
kan faa en tvivlens glød.
Saa la’r vi da pokalen staa,
mens natten smuldrer bort —;
saa ser vi da, hvor gryets graa
gaar ud af nattens sort —
Vi ser det smuldre — smuldre hen,
og intet bli’r til rest;
kun skaalen, som du tømte, ven —
kun skaalens støv —
kun støvets duft
— kun duftens minde er igen
af livets bitre fest.