Latter — siger du — latter! du tror, der er nogen, som ler.
Snarere er det en perlesnor, som drypper, hvor ingen ser,
mange, smaa hoppende perler paa et himmelblaat gulv af glas,
hvor sydende flammer stanser i mørket omkring et palads.
Aa — jeg maa sige dig — lyde! man tror, at det ligger og ler;
men lytter man — du — i en sommernat, saa er det som noget sker.
Som hopper der mange smaa perler i bølgeblaa, pludrende hop
i spidsen for andre perler i en endeløs, traskende trop.
Lyde — du — er som lanterner, der gaar i en nat forbi
— grønne og røde — en perlesnor i en dryppende melodi;
men midt i lydenes latterglimt og midt i lydenes gøgl
den lyd af en uset tærnings sodbløde fald paa fløjl.
Den lyd — du — af tærningers tyste fald i en bundløs nat,
hvor tærningeøjne tælles, og skæbner leger tagfat
— den lyd er den eneste latter — du — som ligger et sted og ler
— ler som en bristet perlesnor, der drypper, hvor ingen ser.