„Bring mig en sten af ukendt værd
om sleben eller grov!
Find mig en perle ligesaa
ved sjakren eller rov!”
For dem var kun een dronning til,
og hendes ord var lov.
„— Jeg bringer dig fra jordens rund”
— sa’ een — „en blaa turkis.
Den varer dig mod sot og sorg
— mod fjender ligervis!”
„— Mod dem, jeg har” — sa’ dronningen,
„er denne kun en flis!”
„— Jeg slæbte ud fra jordens dyb”
— sa’ een — „en diamant.
Dens renhed er — saa hedder det —
for renheden et pant.”
„— Og dog den er” — sa’ dronningen,
„en dværg mod dem, jeg fandt.”
Een mødte ung og sejrsstolt med
en rosa morganit.
(„— Af dem med morgenrødens glans,
hvis skær er skønt som dit!” )
„— Selv skæret af en skøn beryl
er mindre skært end mit!”
Granat, agat, opal, koral,
zirkon og ametyst,
karfunkel, jaspis og smaragd
stred med i denne dyst.
Men ak! hvor haabløst fattigt
mod en dronnings skønne bryst!
De kom med lapis lazuli,
spinel og carneol.
(Med straaleglans af kraft og magt
— gulrød som morgensol.)
Fortrydelig sank dronningen
tilbage i sin stol.
Aquamarin (en skøn beryl,
man giver til sin brud)
— korund, safir og turmalin,
topas . . . . . var bud paa bud.
Og slaver bar dem værdigt ind
og bar dem skyndsomt ud.
Da traadte frem en ungersvend:
„— Jeg hørte dit behov:
en perle og en ædelsten
ved sjakren eller rov.
For mig er kun een dronning til;
— dit ønske er min lov.
„— Se her: En dyb, en bundløs glød
af ædel, gammel vin
omfavnende en straaleglans:
en purpurrød rubin,
hvis hjerte er en diamant.
Min dronning — den er din!”
„— Og her, madame! en perle klar
som duggen paa et straa
— ja mere klar: saa perleklar
som graad i øjne blaa.
Men ogsaa denne kostbarhed,
min dronning, maa du faa!”
„— For mig er kun een dronning til,
og dig jeg lyder blindt;
men bøj dit øres morganit,
sænk øjets hyacinth,
og hør, hvordan et smil blev til
en perle støbt i flint.”
„Jeg lukkede et spædbarns smil
ind i mit haarde sind;
det laa der glemt og klemt og koldt
og trist som ben og skind;
indtil en dag det lo igen
igennem regn og vind.
„Og smilet laa der rent og rundt
— nu er det i dit skød;
men, dronning, bøj dit øre ned
— dit høje bud jeg lød! —
og hør, hvor stenen fik sin glans
og purpuret sin glød:
„En sorgens dag laa barnet koldt
— stiv sad dets lille mor.
Hun sad der døv og taareløs
og blind og uden ord
og bare saa forundret paa
det døde, lille nor.
Indtil en taare løsned’ sig,
og flere taarer flød.
Ind i mit hjerte lukked’ jeg
den taare grædt i nød.
Ud kom mit hjerte med sin skat;
— nu er det i dit skød.
De kom med jaspis og zirkon,
beryl, turkis, smaragd.
Opal, koral, agat, granat
og onyx har de bragt.
Et spædt barns smil fortryllet til
en perle var min fragt.
En perle af et spædt barns smil
forførende og rent;
— en taare fra et dødt barns mor
hvem graaden var forment.
For mig er kun een dronning til;
— o, dronning! glem mig sent!”