Ved Dag er du bare et irret Rør
af Kobber i Kummens Granit,
og Straalen, der næppe naa’r op, før den dør,
er saa kummerlig tynd og forslidt.
Ved Dag vasker snavsede Unger Ben
og slider din Kummes Kant,
og de stritter med alle de smukke Sten,
som engang var din Straales Drabant.
Men ved Nat — naar Parken er dyb og sort,
kun brudt af en gruslys Gang,
da hører man langtfra en sprød Akkord
af en munter og taarefuld Sang.
Og for alle de elskende unge Par
naa’r din Straale af Sølv op til Gud;
— alle Elskendes Sorger til dig de bar,
og du visked’ dem nænsomt ud.
Din klingre Musik er et dunblødt Flor
om hver ordløs og skælvende Ed,
og Tusinder kejtede, klodsede Ord
blev Visdom her i din Fred.
Atom paa Atom har du Nat efter Nat
malet Tiden i Glemslens Skød,
til Unge forbavset saa Træ’r og Krat
staa grønne mod Østhimlens Glød.
Ved Dag er du bare et irret Rør
af Kobber i Kummens Granit;
ved Nat er du Drømme om Myrter og Slør
og i Mørket et Lysvæld af hvidt.