Som ekkoet af en lurs gjalden
naa’r det mig dumpt og ærværdigt:
— Herretid maales med smaamaal!
Alt det, der hviler paa vold,
al lov hugget med sværd
faar ende.
Det er urørligt
— en fond af fædres erfaring:
— al stortid skal stækkes.
Store ord — stor ild — sværdklang
kan gøres af taaber.
Men alt det forstummer
— som børns raab paa en legeplads.
Og i stilheden,
som fødes af larmen,
nynner loven
— loven, der er eendrægtig,
eenfoldig, ubrydelig
— nynner blot —:
„Den lever vel, som tjener vel
— den dør vel, som gjorde ret,
som dømte mildt og var skaansom;
— som tilgav og glemte hævn.
Magtbud, herredømme,
trællehold, vigtighed —
det kan dog ikke ramme Gud.
— Han ser paa det,
som vi ser paa børn,
der knytter haanden.
Thi — et menneste med foden
paa nakken af et andet!
-? ler, som knuser ler
og selv maa lægge sig ovenpaa.
— Mon Gud aldrig smiler —.
Dog — om dom skal være,
da tilgiv den, der skal dømme;
thi ingen dom gør ret,
før mennester ser en handling som kim.
Og ingen har set en handling som kim
— uden Gud.
Men et lands sjæl
— Dit lands sjæl lever,
naar alt andet dør.
Naar al dyst om ære,
al kappestrid om magt,
alt kiv om landets fedme
slukkes —
som baal, der brænder ned —
da aander Dit lands sjæl endnu.
Og op af de forkullede tomter
skyder spirer,
der er spæde og af ubændig styrke.
Mit land!
Hvad ved jeg, om du er skønt —!
Er ikke ethvert land skønt —
og alt, hvad der er skabt —.
Men lad mig se din sjæl!
— lad den hviske til mig,
saa jeg ved, om jeg tør smile eller græde.
Sig mig, naar jeg lægger øret
til fædrenes høje og lytter
— sig mig hvorved du glædes
— og hvad der kalder paa din sorg.
Skønt hvorfor spørge om,
hvad jeg ved —.
Lad der tændes en ild af uret
i din sjæls skove,
og jeg vil tænde en modild
af overbærenhed.
Lad min dom blive
at saa — hvor andre hærger;
at leege — hvor andre saarer.
Lad min vej gaa med brød
til faarene, der stamper i dyb sne;
— mens de andre gaar til væddekamp
i loen.
Den, der bærer brødrenes byrder,
bringer brød til sit lands sjæl.