Det led mod de frysende stjerners tid,
da Fusel vandt vejen frem.
En hytte nikkede velkomstblid
i humlehegnenes gem.
Bror Fusel kom som stafet med bud
fra een, som var stedt i nød
— ja mer’ endnu: som var rendt for Gud;
og mer’ endnu: som var død.
Han mindedes atter de sidste ord
i makkerens skidne mund:
— Saa gaa mod nord til min gamle mor
og sig i den første stund,
at jeg forbander hver dag, hun bar
mit skrog i sit fromme skød
— forbander hver dag, som siden var
— forbander . . . . . og saa var han død.
En maane hang paa sin himmelvæg
som et ur, der er gaaet i staa.
Bror Fusel tøvede tung og træg
og banked’ saa sagte paa.
Der hørtes døre, som gik, og skridt,
som fyldte hans sind med skam.
Saa lød en stemme — sørgmodig-blidt:
— De kommer med bud fra ham!
Bror Fusel nikked’: . . aaja . . . aanej!
han stirrede hjælpeløst ned:
— Han — bad — mig stikke den hersens vej
og si’, . . . han er . . . død . . . med fred.
Og si’, at hvodden det ellers bar
. . . . hvilke veje han fo’r,
. . . . og hvor han la’ sig ved nat, saa var
hans tanker ved gamle mor.
Og han — bad — mig — gi’ dem dette her
som bud fra den sidste tur!
Hun veg som en birk for høstens vejr
og kyssede drengens ur.
Det ur blev timer i minders kval
og timer i stille fest . . . . . . . . . .
— Og det var det ur, Bror Fusel stjal
ved gry af den dødes vest.