Intet kom med fred til mit sind,
saa langt jeg ved,
som naar gederne kom hjem til en by,
der var mig god.
Smaa, raa bukkekid, som sprærted’ op
og dumped’ ned,
og yvertunge moderdyr — varsomt . . . .
trip — trip — fod for fod.
Ind i hver sit gem bag en laage
holdt paa klem
med sparebøsseøjne, som tav med,
hvad de saa,
sprang smaa, raa bukkekid og mødrene —
klop — klop — med dem,
og der blev den fred i gaden,
ingen fuldtud kan forstaa.