Har du aldrig ligget vaagen under stjernernes forvirring —
har du aldrig hørt de fodslag paa din vagt!
Har du aldrig set de roder — set de rækker og kolonner,
naar de kampberedte kom i deres pragt!
Der er blink i bajonetter — der er lyn i lange lanser —
der er ild i deres øjne — deres blød:
Det er dagene i panser — det er dagene som danser.
— Det er dagene i aaret for din fod!
Har du aldrig ligget vaagen, naar det skjalv i himlens stjerner —
aldrig set de dage bagfra paa din vagt!
Har du aldrig set de roder — set de vaklende kolonner,
naar de slagne sled sig bort fra din foragt!
Der er rustne bajonetter — der er lange, lige lanser
— (om de blot lidt mindre lange, lige stod!)
Det er dagene, som flygter — det er pjalter sat for panser.
— Det er dagene i aaret, du forlod!
Har du aldrig knyttet haanden mod Guds mylr af hvide stjerner, —
naar de spottede den afmagt i din dyst!
Har du aldrig, naar de røde bajonetters døve klinger
vendte om og retted spidsen mod dit bryst —
har du aldrig gjort et løfte, som var bedre end de andre
og har holdt det! — aa, saa ved du, det er sandt:
Een dag brudt i blodig nærkamp som en søndertrampet lanse
vejer mer’ end tusind op af dem, der svandt!