Har du hørt om den gamle kurer-vej
i timile-skovenes gem.
Den strækker sig op gennem Norrland
forvreden og lidet bekvem.
Her trampede fogdernes budmænd
— her fo’r majestætens kurerer.
Og skovgangsmanden slog frygtsomt kors
for sin kofte, hvor de fo’r frem.
En kurervej er træls at befare
— dens vej over bjerge og myr
er tegnet af sten og spanger
glatte som dybets dyr.
Her dvæler de ting, som vi frygter,
og her maa den farende hilse
den døende dag, før den styrter omkuld
— den nyfødte dag, naar den gryr.
En skjald er kurer for en herre,
hvis aasyn han aldrig har set.
Af ham fik han hemmeligt budskab
at holde med hesten beredt.
En dag lød den korte befaling:
— bring folket og fogderne melding!
Og skjalden stod op at styre sin kaas,
indtil lydherrens vilje var sket.
Det er hændt en kurer, han begyndte
sin færd som en frydefuld fest
og naaede paa trawlede fødder
sit maal, skønt han started’ til hest.
Det er hændt, han fik følge paa færden
— vi ved, der er mange slags følge! —
og misted’ det segltunge brevskab,
han gemte bag vams og bag vest.
Det ster vel, at sangeren segner
— det hænder, han glemmer sin ed.
Des klarere lyser mindet
om den, der usvigelig red.
Jeg trygler dig — Gud over guder —
lad ildsøjlen gløde om natten
og støvstøtten kalde ved middag
at vejvise sangerens fjed!