Over de dødes stærkt duftende urtegård
— guldregn og blåregn og hvide jasminer —
dinglende skygger — svirrende skygger.
Trykt som af sod imod nattens gardiner
flagrende skitser, som — førend de slettes
ud — under grædepilskærmene griner.
Vugger sig vej mellem tujaers toppe,
rønne, cypresser — og piber og hviner
— skvulper sig ind i de levendes sorgløshed
Ind under hjerternes blodbaldakiner.
Nattens små pibere —
mørkets små hunde —
dødens herolder.
Død er den døde, men dobbelt, når flagermus
dirrende over de livløses have
kaster en skygge af hån i dens håbløshed.
Tyvefold død, når de duftende grave,
tynget af efeuens kvælende dyner,
klemt mellem rækværkets tremmer og stave —.
Råber på livet og svares af piberne —
hører dem, slingrende, dansende rave,
hvinende sangen til høvdingens herlighed,
ind over kaktus og tjørn og agave —.
Nattens små pibere —
mørkets små hunde —
dødens herolder.